onsdag den 31. august 2011

Ny forsyning..

Lad dig endelig friste. Jeg sælger disse bokse til 125 kr pr stk. De er super skønne til opbevaring, både af strikketøj og lign kreativt, men bestemt også andet. Send endelig en mail hvis der er en boks eller to du har forelsket dig i!
19x10x8 cm

22x11x7 cm

20x10x8 cm

26x10x8 cm

19x10x8 cm

søndag den 28. august 2011

Et år ældre..

43 er jo ingen alder. Vel?
Jeg har fejret dagen i dag med mine 3 børn, og det har været en skøn dag. Det er meget sjældent det lykkes mig at samle alle tre på én gang, men i dag lykkedes det mig.
Solen har stort set skinnet hele dagen og jeg tager altså æren, for jeg trænger til alt den sol på min vej, som overhovedet findes. Jeg har været utrolig heldig den sidste uges tid, for selvom solen ikke har været særlig synlig, så er det lykkedes mig, at få de fleste ønsker opfyldt fra mit forrige indlæg, og det er jeg dybt taknemmelig for.


Endnu engang lidt farver, denne gang fra en skammel som har fået betræk på. Den er ikke helt færdiggjort, mangler lidt polstring og en elstik i kanten, men så kan den også skabe glæde til mine øjne og mit sind.

søndag den 21. august 2011

Hit med det..

Der må være en der har snuppet min optimisme. Mit mod.
Hit med det.. Gi' mig det tilbage!
Sammen med det job jeg ikke har. Og den lejlighed i Aarhus omegn jeg SÅ meget mangler. Og så også det tv jeg ikke har råd til. Og en symaskine som kan sy PÆNT, for ikke engang det har jeg!
Det er altså det eneste jeg ber' om denne søndag.

Farver har jeg masser af, men ikke stof nok til alle de små sekskanter, for det jeg har er for stormønstret.

mandag den 15. august 2011

Lørdagsudflugt..

Weekenden er tilbragt hos mine forældre, og lørdag ved morgenkaffen, foreslog min mor, at vi skulle køre en tur til Lundø om eftermiddagen. Med det samme huskede jeg at Savillas jo lige præcis har til huse der, så den var jeg helt med på. Men inden skulle jeg altså en tur i Kirkens Korshær, for nogen gange har jeg fundet gode genbrugsting der. Og endnu en lampefod kom med hjem og nogle få strikkepinde til brocher/lukketøj.

Men eftermiddagens udflugtsmål ser I her

Savillas har lidt af hvert, her er en blanding af nyt og gammelt. 

En dejlig café, hvor der serveres brunch, frokost eller eftermiddagskaffe

Et stort udvalg af kager, brød, salater osv.  

Et kig til serveringskøkkenet
Et kig ud i gårdhaven, hvor der serveres i dejlige stemningsfyldte omgivelser. Vi sad nederst i gårdhaven med vores kaffe og kage. I nærheden af os sad der et par veninder, som havde den lækreste salat på tallerkenen og den skal jeg altså prøve næste gang jeg kommer i den retning, for den blev rost til skyerne.
Og se lige hvor fint den cykel står op ad muren, blandt lavendelbuske

Helt klart et besøg værd, og jeg kommer gerne igen.

onsdag den 10. august 2011

Et loppefund..

Denne fine lampefod stod og ventede på mig i går, hos Kirkens Korshær i Nørre Allé i Aarhus. 10 kr måtte jeg slippe og det var jeg nu godt tilpas med. Min tanke er klart at den skal males, men når nu den står i mine omgivelser, passer den jo egentlig fint i farverne, men den er måske rigelig karrygul og hvid passer nu bedre!


Se bare her hvor fint farven passer. De hæklede firkanter har inspireret mig til en lampeskærm, netop fundet i storskraldsrummet, som skal iklædes firkanter!


På vej ud af gården hos Kirkens Korshær fik jeg øje på skiltet til Nål og tråd, og så måtte jeg hellere lige op under loftet en tur. En venlig mand fortalte, at der er en elevator på vej. Tak siger jeg, men det er nu også så hyggeligt at gå i den fine gamle opgang op til alle herlighederne. Og dem var der rigtig mange af. Helt klart et besøg værd!

tirsdag den 9. august 2011

Som de er fine..

I søndags var jeg en tur i Ridehuset i Aarhus til Antik-loppemarked, og med det samme forelskede jeg mig i nogle gamle påklædningsdukker. Efter en runde og en runde mere, fik jeg mig forhandlet ned til en pris, hvor jeg kunne være med! Og nu hænger de SÅ fint her på min væg og et par stykker står til parade.


De passer så fint ind. Synes I ikke?

lørdag den 6. august 2011

Tilbage fra ferie..

Så er jeg tilbage fra ferie igen. Med gylden hud og en masse oplevelser i rygsækken af enhver slags.
Imens jeg har været væk er ældste flyttet til byen. Job og studie er klar. Dog først med studiestart til februar. Hun har boet i Aalborg i de sidste 2 år, så det har været begrænset hvor meget jeg har set til hende. Men allerede i går sidst på eftermiddagen mødtes vi inde i byen og hvor var det skønt at se hende igen. Jeg skulle selvfølgelig med ind og se hendes lejlighed og pludselig hiver hun en gave frem, og siger at jeg jo godt nok ikke har fødselsdag endnu, men om ikke jeg vil ha en lille gave nu? Og nej hvor sødt af hende, en personlig gave, som hun er rigtig god til at finde.


Det er så fint og hun mener ordene passer perfekt på hendes mor. Og som om det ikke er nok, så siger hun pludselig i aftes, efter vi var taget hjem til mig og sove, at selv om du har taget på, så er du altså smuk mor! Jeg er ikke god til at tage det til mig, har absolut intet selvværd, men jeg bliver nødt til at hanke op i mig selv og få 'gjort' noget ved det. jeg kan jo starte med at læse fra start til slut på det fine billede :-)

Dette indlæg omhandlede jo ikke så meget ferie, men det kommer senere. 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...