lørdag den 10. maj 2014

Kjolesyning..

I sin tid, da jeg var elev på Skals Håndarbejdsskole, var der også undervisning i syning, det blev dog kaldt for kjolesyning. En enkelt kjole blev det da også til dengang, men så var det også det. I flere år derefter var jeg ikke så meget til kjoler, men havde jo også små børn og det var lidt upraktisk. Men i de sidste par år, måske længere tilbage, har jeg syet rigtig mange kjoler til mig selv, og den seneste er denne prikkede sag.


Modellen og især stoffet er ikke overhovedet i nærheden af det jeg plejer at sy, men jeg er faldet pladask for alle de prikkede stoffer, og kravekjolerne. Egentlig ville jeg helst have haft stoffet i grønt, nærmest græsgrøn, men økonomien tillader ikke at gi' det halve af stoffets pris i porto oveni, så jeg måtte nøjes med det fra den lokale.

Farven er mere rigtig på dette billed og alligevel ikke. Det er svært at fotografere så farverne rammes nøjagtigt.

Regnbueleg lilla..

Jeg var da lige ved at glemme rosinen i pølseenden, den lilla.


Igen er her en masse forskellige nuancer. Skulle man nu sidde og fundere over dét i nedeste venstre hjørne, så er det altså bare en karklud, skulle langt i gemmerne, eller egentlig ikke, for karkludene er altså ikke gemt væk. Uret er købt på Elba, den lille ø i det Toscanske øhav, ikke at det er specielt italiensk eller noget, det var bare smart.

Tak til Liv for at oprette denne blogleg, det har absolut være spændende at være med. Jeg har endda fået flere henvendelser fra folk, som pludselig ser deres ting i hjemmet, med helt andre øjne, og det gør jeg bestemt også selv.

lørdag den 3. maj 2014

Regnbueleg blå..

Nu er vi allerede i uge 18, som i bloglegen er blå. Det endte selvfølgelig op med, at jeg har en del blåt, men i ualmindelig mange nuancer.


Her er kun en lille del af det, men skåle o.lign fylder for meget. Én ting, det lille prismærke, og egentlig også de 3 knapper og trådrullen, er fra min bedstemors cigaræske, som jeg har nævnt tidligere. Men prismærket får helt specielle følelser frem. Det er min bedstemors skrift, er fra hendes stofbutik, hvor jeg har brugt så mange timer af mit liv. Desværre blev hun taget fra mig i en alt for tidlig alder, 63 år nåede hun at blive og jeg 19 år. Med ét blev min tryghed taget fra mig. Det er en helt anden historie, og nu skal jeg koncentrere mig om, at finde lilla effekter til næste og sidste uge i regnbuelegen. 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...