mandag den 26. december 2011

Lun frakke..


Og så tænker jeg egentlig om ikke det er på tide at min stempelkande får en varm frakke. Men jeg er da ikke nået så langt endnu, som at tage børnenes sokker. Hi hi søde Helle.


Kan ikke helt bestemme mig for om den skal syes eller strikkes og filtes. Måske skal jeg bare hækle en. Det tager jo ingen tid som Helle skriver. Det kan da vist også være jeg lige skal vente lidt, for jeg har vist fået en aftale i hus.

Dejlig jul..

Jeg har haft en dejlig jul! Altså først da jeg havde indset, at jeg ikke ville få en god jul, hvis jeg fortsatte med negative tanker, omkring det, at jeg ikke har mine 3 dejlige børn i julen i år. Det lykkedes mig til sidst, endelig. Måske fordi jeg valgte at sidde alene selve juleaften. Jeg havde jo stadig den dejlige fornemmelse fra 23 dec sammen med familien og ikke mindst mine børn.
Der var nu et par kameler der skulle sluges alligevel, men sådan er det jo så tit, og det kommer man også efter. Der er heldigvis længere imellem dem.
Jeg har hæklet, strikket og det hele om igen. Noget er ekstrem udfordrende for mig, og andet er bare lige ud af landevejen.
I dag er symaskinerne fremme. Der syes nyt fra bunden og gammelt fra skabet bliver ændret.

lørdag den 24. december 2011

Jul jul jul..

For mig er julen omme. Sådan er det hvert andet år. Mine børn holder juleaften hos deres far i år, og derfor holdt jeg jul i aftes sammen med mine børn, mine forældre, min søster, svoger og to nevøer.
Vi havde en rigtig dejlig hyggelig aften med ris a la mande, lavet efter Lones opskrift. Ih som den smager godt. Lige til den søde side, men det kan jo modificeres efter smag og behag. Jeg havde ikke lavet traditionel jule and, for det får de alle i dag, men en skøn salat med granatæble, rødløg, olie/eddikedressing og and. Det var en succes for alle, selv de små kræsne munde blev mætte.

Før


Efter

Gaver var der også. Et tv til mig, som med ét gav mig flere kvadratmeter og mere lys ind i stuen. Skønt. En sportstaske fra mine skønne børn, og hele 3 fyrfadsstager fra henholdsvis Emil og Tobias, yngste nevø. Alle 3 hjemmegjorte og ih som de er fine, og kan glæde et moder/mosterhjerte i den mørke tid.

Glædelig jul til alle mine søde læsere.

onsdag den 21. december 2011

Ny strikkebog..

Ikke at jeg har fået en ny strikkebog, men på messen i Fredericia talte jeg med Lotte Kjær, som kunne fortælle om en ny bog hun havde på vej. Nu har jeg bladret i den og flere modeller falder i min smag, så mon ikke jeg er nødt til at sætte netop denne bog på ønskelisten også! Den sidste model jeg har strikket af Lotte Kjærs design er Hun hedder Henny, som bare er super god.
Hvis nogen sidder derude og kunne tænke sig at købe bogen, ved jeg at den kan købes hos Fandango, lige her men selvfølgelig også i butikken i Aarhus.

fredag den 9. december 2011

Kalendergave..

I går fik jeg dette fine viskestykke i min julekalender. Min mor har broderet det fine juletræ, og se lige de små grønne 'trekanter' der er broderet med knaphulssting. De rager ud over den nederste kant på det skønne viskestykke fra Krasilnikoff. Det er så dejligt med en personlig gave som denne.


torsdag den 8. december 2011

Julehygge..

Jeg sidder i stuen og kigger ud af vinduet mens jeg snakker i telefon. Kan se hvordan folk nærmest stopper op og smiler, hvorfor dog? Kan da kun være fordi mine elskede skøjter, købt på loppemarked i Aarhus, står med grankvist i soveværelsesvinduet. Dejligt er det da at jeg kan få folk til at smile!


Det minder mig forøvrigt om at jeg skal ha syet mig nogle gardiner til det vindue. Der er et mørklægningsrullegardin, men jeg skal ha fundet på et eller andet der ikke snupper al lyset, men alligevel afskærmer en smule. Måske gammeldags stores i det nederste vindue.


Jeg havde skøjterne til at hænge på altanen sidste år, men gode råd er dyre, når man ingen udendørsplads har. 

tirsdag den 6. december 2011

Ny måtte..

Denne måtte er hæklet til mit soveværelse, og jeg tror lige jeg skal håbe på at jeg kan få et nøgle mere. Den er lige i det mindste, egentlig stor nok til formålet, men ikke stor nok alligevel. Måske jeg bare skal se tiden an, den skal fugtes og spændes lidt ud, men det er ikke nemt, når min plade jeg bruger til udspænding, hænger i stuen som opslagstavle! Og den bliver der ikke rørt ved, før en ny er klar.


Dette nøgle Zpagettigarn er anderledes end det første jeg købte. Dette er strækjersey og bestemt ikke rart at hækle med. Jeg var startet på en p 12, som til badeværelsesmåtten, men måtte finde p 15 frem og det gjorde det lidt nemmere, men det er meget hårdt, så jeg vælger nu uden stræk fremover, for jeg er helt sikkert ikke færdig med at hækle måtter. Jeg synes de er tilpas fine, med et råt look, som passer perfekt her til jomfruburet.


mandag den 5. december 2011

Sy sy sy..

Symaskinen er endelig fundet frem igen her i min nye bolig. Det har krævet tonsvis af energi, at komme ordentlig på plads her, er det faktisk stadig ikke, men er nu kommet så langt, at der er ro til at sy lidt igen.
Jeg syr lidt forskellige bokse og er godt på vej med et fint hækleetui fra filihunkat og venter også på at hun får lavet mønster til Knitpro strikkepindene.

Dette fine stof kunne jeg ikke stå for på messen i Fredericia, og boksen indeholder mit sytilbehør.

Her er det forskellige bokse der skal syes lynlås i og pyntes lidt.



torsdag den 1. december 2011

onsdag den 30. november 2011

Dejlig tid..

Sommetider er vi ikke mere end lige nået ind i november før jeg finder julepynten frem. I år ventede jeg trods alt til midt i måneden.
Jeg er jo en hyggefis, så der pyntes lidt over det hele. Overhovedet ikke i nærheden af Gertrud Sand, men sådan lige tilpas med rødt og hvidt og gran. I år har der såmænd sneget sig to lyskæder ind. Og det er jo endnu mere hyggeligt med lys om dagen i lyskæderne, men ALDRIG og jeg mener det virkelig, kommer der lyskæder på juletræet indendørs, det hører sig bare ikke hjemme!

Min elskede tallerkenrække, som gang på gang bliver pyntet med ting jeg elsker at kigge på.

Min hjemmesyede gås og den gamle vægt som egentlig skulle fyldes med mos og hyacinter, men det kan jeg vel nå endnu.

Mit 'sølv' og en af mine adskillige henkogningsglas, som da også plejer at få en grankvist.



onsdag den 23. november 2011

Zpagettimåtte..


Tadaaa. En fin hæklet badeværelsesmåtte. Mit badeværelse steg betydeligt i stemningsgrader efter den fine måtte kom på plads.
Hæklet i Hoooked Zpagetti, købt hos Manja i Horsens. Det siger vist jeg selv at det har været noget tungt at sidde med til sidst. Men resultatet taget i betragtning er det det hele værd!

PS: Jeg ønsker mig nyt bruseforhæng, de der pletter er ikke lige mig ;-)

lørdag den 19. november 2011

..

Lige for tiden sættes tingene i perspektiv her hos mig. Både i forhold til det ene og det andet!
Ikke mindst pga mit seneste indlæg! Hold nu op som det river i alle følelserne.
Og sætter gang i tankerne. De tanker som tænkes gang på gang og som aldrig finder sig til rette!

Igen, som så mange gange før, bliver jeg mødt med de ord, som gør mest ondt, som "vi hører jo aldrig fra dig". "Du skriver jo ikke til mig". "Jeg kan se du har det godt". "Det har jeg godt læst på facebook".
Jeg forstår ikke hvorfor jeg skal bruge den smule energi, jeg har tilovers, når jeg kommer hjem efter jobkursus på, at huske hvem der nu skrev sidst eller hvordan og hvorledes. Heldigvis har jeg også venskaber som tager mig som jeg er, som er udholdne og igen og igen vender tilbage. Men der er da godt langt imellem dem!!
Men hold nu op, som det pludselig føles latterligt..

"Elsk mig mest, når jeg fortjener det mindst, for da behøver jeg det mest" 

torsdag den 17. november 2011

Ingen ord rækker..

Absolut intet retfærdiggør at ens bedste ven brat bliver revet fra en.
Min ældste søn er i dag på Aalborg sygehus for at sige et sidste farvel.

Ord er fattige....

tirsdag den 8. november 2011

Tanketænk eller tænketank..

Hold nu fast sådan en time hos en coach, kan sætte gang i tankerne. Hvis jeg er heldig er der en smule styr på de værste tanker til næste gang!

lørdag den 5. november 2011

Én kan ikke vente..

Julehalløj er så småt startet hos mig. På messen i Fredericia i sidste weekend så jeg de fineste engle hos Tante Hanne, og i dag, når nu Emil alligevel skulle i den del af gågaden, måtte jeg eje kittet og der er allerede hæklet 3 af de vidunderlige engle, som ses nederst til venstre i billedet. Disse er hæklet i Eskimo på nål 8, men de kan selvfølgelig hækles med andet garn og på mindre hæklenål.
Ellers er det stort set gengangere fra sidste år der ses på billedet, men der er også nyt i tankerne!


Men nu må jeg til kødgryderne, for yngste søn er her og der skal gang i kyllingelasagnen.

God lørdag aften derude....

onsdag den 2. november 2011

Tillykke min dreng..

Ældste sønnike har bestået køreprøven i dag, så jeg tror det er sidste gang han sidder og venter på mig, måske ikke, men så venter han vel i bilen.


Det gør altså et eller andet ved mig, at jeg nu har to børn med kørekort. Godt de har sån' en ung mor de børn.
Tillykke min dreng.

tirsdag den 1. november 2011

Engen flashes..

I lørdags bar jeg med stolthed min Eng, designet af Annette Danielsen.



Billedet her er taget af Birgit, og jeg har klippet Henriette fra, for ellers havde hendes fine vest fået al opmærksomheden! 
Tilbage til Eng, som jeg er total vild med. Farven er meget mørk grå, sammensat af én tråd antracit og én tråd lakrids blackhill fra Garnudsalg. Det meste af cardiganen er strikket i min ferie, ned gennem Tyskland, Italien. Den var sandelig også med på Elba, oppe i svævebanen og med rundt på diverse strande. Man er da ikke total strikkenørd for ingenting!


Og ja ja, jeg trænger til at tabe et par kilo eller ti eller tyve... Går i gang i morgen!

Magiske måneder..

På kreativ messen i Fredericia i lørdags, var vi så heldige at få lov at bladre i den spritnye bog af Helle Schjønning. Jeg havde faktisk ikke kigget andet end et par sider eller fem, før jeg kunne berette at den bog helt klart skulle på ønskelisten. Men inden vi fik set os om, stod vi nørkletøser med hvert vores signerede eksemplar.


Bogen er et hit hos mig. Jeg giver den 12 ud af 12 mulige. 
Jeg skal da ha lavet 'Kolde Gerda' og de skønne strikkede høns og ikke mindst de skønne mad/bageopskrifter bogen også indeholder. Bogen er spækket med omkring 400 ideer og fortællinger.
Tak til Helle og hendes mand Thomas Uhrskov (værten fra skiprogrammerne)

søndag den 30. oktober 2011

Kreativ lørdag..

Jeg siger bare, GODT jeg tog med! 
Jeg var afsted med min nye nørklegruppe, Henriette og Birgit. Ingen ville kunne forstå at vi ikke har kendt hinanden i en menneskealder, for vi snakker så godt sammen og alle deltager i samtalen, ingen sidder stille hen. Skønt!
Jeg skal ikke udstille nogen ved at fortælle hvorfor vi kom lidt senere end beregnet. Men det var vistnok noget med nogen billetter, som stadig gjorde sig på køleskabet! He he..
 
Udendørs stående buffet. Min kyllingetærte, Henriettes lækre græskarbrød, Birgits mands skønne rabarbervin.

Nyt til ørerne, købt hos Mosaik, af den søde Anne, som jeg kender fra Skals.

 Karen Klarbæk og Tina Dalbøge holdt foredrag omkring det at blogge.

En stand jeg altid glæder mig til når jeg er på messe, er Ønskefe, jeg elsker at gå og nusse, røre, se og ikke mindst snakke med den søde Mette. Nu skal jeg ha lavet mig en fin ring, og så skal jeg helt sikkert ha mig et kagefad, fyldt med hæklede kager.

En smule nyt stof kom der også med hjem. Jeg skal ha syet en boks af det fine stof med sy/broderirelaterede redskaber på.

Sikke en dag. Fyldt med masser af skønne mennesker, kram og ikke mindst snak i massevis! Er nok lidt overrasket over at kende SÅ mange kreative skønne tøser. Og I var der jo ikke allesammen, vel?
Der var SÅ meget ny inspiration. Så de næste par dage går helt klart med at sortere fra i mit lille hovede.

Tak til alle I søde mennesker for krammere og alle de søde snakke og ord, som gik direkte i mit følelsesladede hjerte <3

onsdag den 26. oktober 2011

Status ..

Jeg runder mit sidste indlæg af med at sige til jer der har været så søde at skrive til mig, både her, på mail, sms og facebook, I er bare så dejlige. Jeg læser hvert et ord igen og igen. 
Mange eller ihvertfald nogen ved hvad jeg snakker om. Jeg ved at jeg ikke er den eneste. Nogen vælger at holde det for sig selv når de har det skidt, nogen tror jeg gør det for at få opmærksomhed, nogen synes at det så giver anledning til at, så er jeg også selv ude om at der bliver snakket eller sladret, som jeg vil kalde det, om mig! Hmm, siger jeg bare.. Jeg skriver ikke her på bloggen for at nogen skal få ondt af mig. Jeg skriver her fordi det hjælper mig videre.
Jeg kan fortælle jer at det er SÅ svært for mig, nærmest umuligt at svare på en sms, mail, tage tlf når jeg har det som i tirsdags. Jeg læser, hører alt hvad der sker omkring mig, men jeg kan IKKE handle på det! Dét er frustrende. Og der tænker jeg at jeg må da være skør! Det er ikke fordi at jeg er sur eller at det hele bare kører på skinner, det er simpelthen dér jeg har allermest brug for at der måske tikker en besked mere ind.
Jeg er heldigvis ikke handlingslammet på det kreative plan når jeg går total i baglås! Men det er sådan noget en masse start og ingenting.


mandag den 24. oktober 2011

Vejen til Langtbortistan..

Jeg har lyst til at tage en tur til Langtbortistan, som man siger.
Jeg tror det ville gøre mig godt! Komme væk, fri mig for det onde. Jeg kan ikke blive ved, forstår ikke hvorfor jeg ikke kan komme videre?
Jeg kæmper en kamp hver evige eneste dag. I morges vågnede jeg ved at jeg græd, det er ikke godt. I weekenden hvor mindste søn var her, måtte jeg adskillige gange gå på badeværelset og smide hovedet i hænderne og smågræde! Jeg er SÅ nærtagende. Mindes de dumme tider, glemmer de gode. Tager skyld for hele verden, intet er glemt. Bærer så frygteligt nag, alt huskes. Jeg føler mig svigtet, glemt, overset. Jeg er oftest bare Gitte, 4 år, som skal/kan klare sig selv!

lørdag den 22. oktober 2011

22 år i dag..

I dag er det 22 år siden mit første barn kom til verden. Jeg boede dengang på Færøerne og derfor er hun, Katja født i Torshavn. Jeg boede i Fuglefjord, ca én times kørsel til sygehuset i Torshavn. Jordemoderen kom hjem hos os, undersøgte mig og afsted i hendes bil. Føj, at sidde på forsædet i en bil i en time med veer! Op i fjeldene, rundt i skarpe sving og ikke mindst sidde ved et lyskryds og vente på der blev grønt. Jeg husker det som var det i går. Og ikke mindst den tusse gamle jordemoder på fødeafdelingen, som ikke anede hvad jeg var ude i, for hun havde aldrig selv født børn. Men til mit held havde jeg faster Dagny med som fødselshjælper. Ikke mindst husker jeg tydeligt da jeg blev kørt på gangen, og kunne ringe til Danmark til mine forældre og jeg kunne fortælle at 'prinsessen' var født! Ufatteligt at det er 22 år siden det smukke lille pigebarn kom til verden. Med bæven i stemmen kan jeg fortælle at jeg er SÅ stolt af hende. Hun har haft et turbulent liv, det lille pigebarn, og her tager jeg gerne skylden, men jeg har gang på gang troet på, at jeg gjorde det rette. Jeg kan ikke ændre på det nu, men jeg retter op så godt jeg kan!

Tillykke med fødselsdagen til Katja <3 Sidste år skrev jeg dette. De to dejlige piger bor ikke sammen længere, men hjerteveninder er de stadig og Rikke er hos Katja i dag og fejrer dagen sammen med hende. Vi andre er inviteret til fødselsdag i morgen, og dét glæder jeg mig til.


torsdag den 20. oktober 2011

Nørklere søges..



Og vi hygger gør vi !
Det foregår hver anden torsdag aften fra 19 - 22 ca.
Bor du mellem Odder og Horsens og kunne du tænke
dig at være sammen med en lille flok SØDE
ARTIGE og DEJLIGE kreapiger, vil vi gerne se dig.
Vi er indtil videre Henriette  Gitte og Birgit
Ingen kendte hinanden i forvejen men det er ingen hindring

I aften finder vi symaskinerne frem og syr bokse. Ih, hvor jeg glæder mig!

torsdag den 13. oktober 2011

Hun hedder Henny..

I går mens Carlas mor vuggede i vaskemaskinen, blev der slået op til en Henny sjælevarmer. Jeg er vild med Lotte Kjærs løbemasker. Og i Alt om håndarbejdes Strikkemagasin i denne måned, er der en opskrift på en Henny sjælevarmer.



187 g garn senere, opstrikket på p 8, er min Henny færdig. Den sidder allerede på mine skuldre og varmer skønt på skuldre og ryg! Flere er allerede påtænkt, total i orden tvstrik.
Måske jeg også prøver Heidi cardiganen, inden magasinet skal afleveres igen.

onsdag den 12. oktober 2011

Farveskift..

Carlas mor startede som calypsogrøn, men blev afsluttet som coxgrå.


Mine udtagninger blev alt for tydelige i calypso, så jeg startede op på ny, og denne bliver et total hit. Jeg er sikker, for den er prøvet undervejs.


Nu ligger den på gulvet og tørre. Og jeg ligger også bare. Synes ikke rigtig jeg er på toppen. Alting driller. Og jeg har ikke mod på at drille med! I dag er det især maven der driller.

UPDATE:
Strikket i str L, på p 6 (opskriften siger 5) Mit brystmål er 112 cm og det passer perfekt til vingefanget på 90 cm. 

tirsdag den 11. oktober 2011

Salg af egne ting..

Jeg rydder op og rydder ud. Og der er dukket ting op som jeg indser jeg ligeså godt kan sætte til salg. Priserne er plus porto. Send endelig en mail hvis der er noget der frister.


Strikket og filtet taske. 25cm bred og 30 høj, til top af hanken.
150 kr 

Strikket og filtet taske. 30 cm bred og 30 cm høj.
200 kr

Jeg undskylder at billedkvaliteten ikke er så god, men håber det går.


mandag den 10. oktober 2011

Får det ingen ende..


JOMFRUEN 23/8-23/9
♥♥Ikke alt forløber efter dine planer og ønsker i denne uge, desværre. Du kommer nemlig til at arbejde hårdt for de ting, du gerne vil opnå og, du kan ikke tillade dig at tage øjnene fra målet. Sørg for at gøre noget rart for dig selv ind i mellem, så det hele ikke føles op ad bakke.
Ugens råd: Giv ikke op.

Lånt hos Hendes verden
Jeg skal holde mig selv fast i ugens råd. For det ville da godt nok være det nemmeste. Det er som om der hele tiden står 'noget' i kø, og så er det op ad bakke igen. Kan det dog ikke snart stoppe!

fredag den 7. oktober 2011

Opladning af energidepotet..

Det var lige præcis det hensigten var i går, torsdag. Hanne kom til kaffe og snak, og en gåtur til garnpusheren her i Odder. Vi lod os ikke friste, svært at tro, men sandt! Måske det er fordi vi har en masse der skal bruges først. Kun Hanne og jeg kender sandheden, he he.
Endelig var det jo også blevet torsdag i lige uge igen, så nørkleklubben skulle mødes. Henriette kom her og vi kunne da sagtens snakke og spise lakridskyskager for Birgit også. Mon ikke vi er fuldtallige næste gang, plus et nyt medlem.
Husk, at vi søger flere kreative mellem Odder og Horsens, som har lyst at mødes torsdag aften i lige uger.

 I aftes strikkede jeg videre på mit nye projekt, at strikke to strømper samtidig, toe-up og magicloop. Fint gik det til jeg skulle strikke hæl, og et fint hulmønster dukkede op, selvom jeg har fulgt mønsteret i Lene Randorffs bog.
De små fine hjerter der ligger på bordet var en gave fra Henriette, og hun har fyldt lavendel i dem, så de udsender en dejlig duft. Og det siges jo at lavendel er beroligende, så måske var det derfor jeg hurtig igen glemte alle skældsordene der røg ud af min mund.

tirsdag den 4. oktober 2011

Pakkeleg..

I dag modtog jeg en pakke fra min pakkeven.

Se lige den fine pakke der ventede mig i postkassen, allerbedst som jeg synes det hele er noget møj. Det er det nu alligevel, men den fine pakke fik mig i det mindste til at smile.

Fine syede hjerter og paddehatte, broderigarn i de fineste farver, klistermærker, et fint hæklet armbånd, som er taget i brug allerede og den fineste lille cupcake til nøgler.
Tusinde tak Helle Jescika.

Pakkelegen skal jo gerne videre videreføres, så jeg sender en pakke tilbage til Helle Jescika og til de første 2 der skriver her hos mig i en kommentar. I skal så også sende en til mig og igen til de første 2 som melder sig hos jer. Håber det er til at forstå.

Skynd jer at melde jer til, for det er nu så hyggeligt med små hjemmelavede pakker.

mandag den 3. oktober 2011

Venter spændt..

Det var med blandede følelser jeg startede vaskemaskinen. Men når andre kan så kan jeg vel også, med held! Når jeg vasker uldstrik i vaskemaskinen er det jo for at det skal filte og krympe, men det skal MIMI jo ikke, så pyha.. Jeg venter spændt!


lørdag den 1. oktober 2011

Ud i det blå..

Når der bliver for meget tankemylder i mit lille hoved er det godt med en cykeltur. Der er stort set cykelsti i hele byen og området i det hele taget, og så er jeg mere tryg ved at cykle.
Henriette havde anvist vejen til Retroen- Genbrug. Og sikke en skøn natur jeg kom igennem.

Her ses alléen ned mod gården hvor Retroen-Genbrug holder til. Smukke efterårsfarver allerede, men jeg er nok nødt til at cykle derud på torsdag igen, for at holde øje med farverne.

Der hersker absolut ingen tvivl om, at det var godt jeg havde begrænset plads i cykelkurven og ikke det vilde i pengepungen. For her er gode sager. Der er bestemt også masser af skrammel, set med mine øjne. Men det var der nu også salg i kunne jeg se.

Den gamle brune kuffert kunne godt bo hos mig. Sammen med den ene jeg har i forvejen, kunne de klart gøre sig bedre sammen. Men der kom kun et par tallerkener med hjem i denne omgang.


fredag den 30. september 2011

Finito..

Med kun 20 cm garn tilbage, blev Cedar Leaf Shawlette færdigt!


Det er super lækkert. 267 g lækkert garn på p5 og nu kan jeg svøbe mig i denne skønhed, når det bliver køligere igen. 

onsdag den 28. september 2011

Så langt så godt..



Pyh, gad vist om der er garn nok? Om garnet rækker er absolut det mindste problem. Om jeg rækker er så det største.
Jeg holder vejret, og når det bliver kritisk, trækker jeg vejret dybt i maven. Der er ved sødgrød brug for det her hos mig.


fredag den 23. september 2011

Weekendguf..

Så er der bagt lakridskage. Den smager rigtig godt. Skåret i små stykker, en lille mundfuld, så er den bedst.
Kagen skal med ud at rejse i morgen. Ældste og jeg tager hjem til mine forældre for at fejre fødselsdag for min far og jeg. Så jeg må hellere medbringe lidt godt guf. Mon ikke resten af familien dukker op. Vi er så heldige at en busrute er ændret, så Emil, mindste søn, kan tage bussen direkte til bedstemor og bedstefar.

God weekend der ude i blogland <3

Skønherlig aften..

Når man er i godt selskab, flyver tiden bare afsted. I aftes mødtes vi 3 kreative nørklere.
Henriette lagde hus til og Birgit og jeg satte os godt til rette og nød de skønne macarons og kanelkager! Som snakken gik. Man skulle tro vi kendte hinanden i forvejen. Men vi kender hinanden bedre nu og har da aftalt at mødes igen om 14 dage. Og det er da dejligt når man allerede glæder sig!

Vi vil faktisk rigtig gerne være flere, så hvis der sidder nogen derude, som bor mellem Odder og Horsens, så send endelig en mail eller skriv en kommentar hos en af os.

Og resten tager vi over mailen ;-) Hvor kom det egentlig fra?


Ingen billeder udover her af strikketasken, hvor min eng stadig er krøllet godt sammen. Der ligger den til jeg er nået midtvejs på bort på sjalet. Men med mindre jeg skal ha mig en større taske, er det vist sidste gang den kommer med i byen. 

torsdag den 22. september 2011

Nørkleklubben..

I aften skal jeg starte i en ny nørkleklub. Jeg har sommerfugle i maven, for det er mennesker jeg aldrig har mødt før. Men det bliver dejligt at lære nye mennesker at kende her i området. Uha jeg glæder mig!!
Men nu overvejer jeg jo at starte et nyt strikketøj op. Carlas mor er trævlet op, så der er kun 3 projekter nu. Sludder, for jeg vil jo gerne strikke den bare i en anden farve. Udtagningerne bliver alt for tydelige i den flotte calypsogrønne, så nu overvejes en sort.
Her i formiddag har jeg fået lavet en del på capen, Mimi. Der mangler stort set kun at hæftes ender og rullekanter der skal syes lidt. Den bliver rigtig fin.


Her strikker jeg hætten sammen med selve capen. Der skal også strikkes en trense til knappen, og den skal efter opskriften ha samme farve som kanterne, men jeg overvejer en kontrastfarve, for at gøre den lidt mere rå. Jeg tror også jeg laver en kvast til dutten på hatten. Kunne måske være orange?

onsdag den 21. september 2011

Grrrr..

Bare lige så I ved det, så er jeg faktisk pissesur!

tirsdag den 20. september 2011

NU tager jeg mig selv i nakken..

Der er masser at gøre færdigt! Jeg har lige nu gang i 4 'store' projekter, som alle gerne skal være færdige NU.
Så de får hver især en halv time ad gangen og så må det da hjælpe på det!

Dette Cedar Leaf Shawlette, hvor jeg er i gang med kanten. Jeg duer absolut ikke til de kanter der skal strikkes på. Sikkert også derfor jeg ikke har strikket Camomille, som alle andre. Men det bliver SÅ lækkert at ha over skuldrene.


Og så er der MIMI, som fik turen på bunden af strikkekurven, fordi jeg ikke kunne finde ud af at sy hætten sammen. NÅ! Og hvorfor kan jeg så nu? Måske jeg gir for hurtigt op. Den kommer til at hænge på mig her til vinter, for det trækker ind af vinduet hvor jeg sidder og strikker, så den kan holde min ryg og nakke varm. Men først er der en masse masker der skal samles op. 


De 2 andre stykker strik er min Eng, som jeg strikkede på da jeg var på ferie i Italien. 4000 kilometer gør godt på et strikketøj. Jeg mangler et ærme og 20 cm ca på ryg og forstykker. Kom dog igang, den bliver jo skøn at bære, når den er færdig og sikke dejlige minder fra Italien, der dukker op når den bruges.. Hmmf. Og så er der jo Carlas mor, som driller mig! Den halve time er ikke nået til den endnu. Men der skal jo pilles op, så... Og jeg skal lære at tælle! Til 10.

mandag den 19. september 2011

Alle farver..

Jeg ved godt at farveudfordringen er slut nu, men jeg har ugen igennem kommet omkring ting, som havde alle farver og det har jeg tænkt mig at vise i dag.

Halskæde der pynter vældig på en sort kjole.

Opslagstavlen i sin fulde størrelse. Der er tomme huller, som meget snart fyldes ud.


Mine ricetallerkner, bestikket og i baggrunden ses bakken med høns.


Mine hæklede firkanter, som en dag ender som et pudebetræk.



Søstrene grene pose, som indeholde en del af mit stof ligenu.


Glasset ved køkkenvasken med skuresvampene.


Og det elskede køkkenhåndklæde, som forbliver alene, for det var så stort et arbejde at lave det.


Der er sket en hel del med hensyn til farver i mit hjem. For bare et år siden fandtes næsten kun natur, hvidt og brunt. Farverne gør mig glad i låget og sammen med lidt gammelt og nyt her og der, ser det da godt ud.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...