Viser opslag med etiketten Genbrug. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Genbrug. Vis alle opslag

tirsdag den 13. oktober 2015

Genbrugsfund..

Der er vist ingen tvivl om, at man, på kontanthjælp, ikke har råd til at skeje ud med det sidste nye! Heldigvis er jeg selvforsynende med tøj. Der findes én købt beklædningsgenstand i mit skab, en kjole fra Container, købt for 4 år siden, endda på tilbud! Okay, et par bh'er er der også, men trusser syer jeg også selv, af rester fra mine kjoler.
Alt basistøj, er fra genbrug - tshirt, leggins og strømpebukser. Overtøj, både sommer og vinter er også genbrug. Jeg elsker simpelthen at finde lækkert genbrug! Mit seneste køb er jakken på billedet. Den var leopardmønstret i brune nuancer, ikke lige det jeg ønskede, men en Dylon farvning gav lige præcis den farve - næsten, som jeg ønskede. Nu er jeg så igang med at 'pynte', med nye knapper o lign. Den bliver rigtig god, det tror jeg på.
Ikke mindst passer mit strikkede sjal til.

søndag den 19. oktober 2014

Genbrug igen igen..

Fredag var min datter og jeg en tur i den genbrugsbutik, som ligger tættest på hvor jeg bor. Vi kom så derfra med 2 store poser, utroligt alle de skønne ting hun fandt. Jeg var så heldig at finde 2 klæder, hvide med håndbroderi. Det ene viste sig at være stort nok til et lille gardin i mit krearum. Mine vinduer er helt ud til fortovet og ofte, som i flere gange i timen,  får jeg øjenkontakt med forbipasserende. Dette lille gardin gør at der ikke er direkte kig ind ad mine vinduer. Før havde jeg sjældent rullegardinet trukket ret meget op, så det skulle samtidig give mig lidt mere lys nu. 


Det er efterhånden et halvt år siden, at jeg ændrede på indretningen her hvor jeg bor. Jeg bor i en lille 2-værelses på 55 kvm med køkken og stue i ét, men nu er det både køkken/stue og soveværelse i ét rum. I soveværelset er der så krearum nu. I forvejen har jeg fravalgt sofaen og mit tv, og sengen er nedgraderet til enkeltseng, og den fungerer som en daybed/sofaagtig ting i dagtimerne. Jeg er oftest alene, har behov for at mit hjem er min trygge base, men når jeg har besøg af mine veninder eller mine børn, kan det sagtens lade sig gøre, det vigtigste i min situation nu, er at jeg skal gøre det så rart for mig, som muligt.
Det er det bedste jeg har gjort, for nu kan døren lukkes derind og jeg undgår at sidde i stuen og blive stresset over det rod der unægteligt er, hvor et multikreativt menneske bor.

onsdag den 8. oktober 2014

Re-use/fashion..

pinterest så jeg en fed idé hvor tøjmærker var genbrugt, og jeg begyndte så småt at samle mærker fra, når de alligevel blev klippet af fordi de irriterede i nakken. Men hold da op der skulle mange til, Jeg ville sy mærkerne på en taske, og i sidste uge fandt jeg endnu engang bøtten med mærkerne frem, og sørme om ikke der var nok nu. 
Størstedelen af mærkerne er fra bluser og kjoler, købt i genbrugsbutikkerne her i byen, der er jeg ofte heldig at finde de gode kvaliteter til meget få penge.



Det har været smadder sjovt, udfordrende også, for perfektionisten her. Det skulle jo ikke være for 'pænt'. Med en neontråd, synes jeg der er kommet en smule spræl i og jeg glæder mig helt vild til at bruge den. Og de få mærker som ikke blev brugt i denne omgang, er lagt tilbage i bøtten og samlingen fortsætter.

lørdag den 16. marts 2013

Fra gammelt til nyt..

For godt 3 år siden strikkede jeg en trøje sidelæns, i lækkert garn fra Bindestuen i Saltum. Jeg har da brugt den, men hver gang er jeg blevet irriteret over at den ikke sidder pænt i den ene side. Nu er der sat en lynlås i og jeg tror på et nyt liv for denne skønne trøje.

Sådan så den ud før, hvor den skulle lukkes med en broche eller andet lukketøj.


Og sådan ser den ud nu, med den lilla lynlås.

Overlockeren er også blevet luftet. Det første jeg kan vise, er denne lille top, skøn over en langærmet bluse. Stoffet er købt engang i efterår/vinter hos Citystoffer i Aarhus. Flere gange har det været fremme, men lagt tilbage igen og egentlig havde jeg tænkt at sælge det. Da jeg så en dag så en top, i en forretning her i byen, i stof magen til, bare med sort bagstykke, til den nette sum af 899,- kunne jeg pludselig se det smukke i stoffet. Den sidder skønt og kamouflerer så fint 'bulerne'. 

tirsdag den 29. januar 2013

Korstingsbroderier..

I dag er der 'slagtet' korstingsbroderier. Disse fine damer skal placeres på strikketøjsposer, ala denne, som jeg bruger hele tiden til de lidt større projekter. Og dem har jeg jo ikke kun én af, så flere poser må syes.






Er de da ikke skønne? 

søndag den 27. januar 2013

Loppetorvet igen igen..

Jeg har før nævnt loppetorvet, som ligger her i min by. Uha, som jeg elsker den 'butik'. Fredag var jeg der sammen med Susan fra 'mandagsklubben'. Vi havde været en tur i Terapi-hobby i Hasselager og proviantere garn.
Men se lige hvad jeg faldt over, og sådan en skøn lille kommode kan man da ikke lade stå. Et kæmpe ønske længe, har netop været en kommode. Den så nemlig lille ud, i de store lagerhaller og jeg har jo 55 kvm og stille den på! Hmm, sammen med alt det andet selvfølgelig.

Den er placeret nu, på badeværelset og er fyldt op, men det krævede en lille omrokering som generelt, atter engang, har givet lidt mere orden. Og den er perfekt i størrelsen.

I får også lige billedet af de skønne flakoner der hænger på væggen over kommoden. De er eminente til at skjule huller og ujævnheder i væggene., og så ser det da også lidt sødt ud, ikke?

torsdag den 6. december 2012

Julegenbrugsfund..

20 kroner måtte jeg give for denne skønne bordløber på 30 x 90 cm. Den er helt sikkert håndsyet og SÅ fin.

Jeg vil elske at finde den frem hvert år til jul og lade den pynte mit hjem, højst sandsynlig ikke som bordløber, men på en eller anden måde!

Er den ikke fin?


tirsdag den 20. november 2012

Kjolegenbrug..

I lørdags tog jeg et kig i 'skabet' og fandt en grå kjole, som var blevet rigelig stor til mig, og med ét kunne jeg lige se, at det passede med en karryfarvet og leopardprikket jersey, som jeg havde købt små 30 cm af hvert i, hos Frk. Flink. Modellen er igen 3025 fra Onion.

 Her ses resultatet af gammel, også hjemmesyet og nyt.

Måske kan I få øje på 'klunkerne' under barmen. Det er kun syet på, på forstykket. Yderligere havde jeg tænkt der skulle en hæklet lomme på, for at camouflere for maven, som stadig buler rigeligt til tætsiddende tøj, men da jeg satte lommen på, så det forkert ud og jeg må bare få smidt lidt mere af det overskyende fedt på min krop, og indtil da lade som ingenting og være stolt over det jeg har tabt! Som om.. Ingen er mere forfængelig en jeg, så.... sæt i gang!

tirsdag den 13. november 2012

Gardin af sengetøj..

Min lejlighed ligger lige ud til en rimelig trafikeret vej, både hva angår biler, men ikke mindst fodgængere. Og hold nu fast som folk kigger ind. I det årstid jeg har boet her, har jeg villet gøre et eller andet. Vel allerhelst noget folie, men nu har jeg fundet en løsning! 
For flere år siden, købte jeg, på et loppemarked, to ens dynebetræk. Med hæklet mellemværk og broderede initialer. Jeg har aldrig haft det på min dyne, for det er for kort. Jeg kunne selvfølgelig have valgt at forlænge det, men nu er det altså endt som gardin. Ikke gardin der kan trækkes for eller fra, men et permanent gardin, som afskærmer for ind og udsyn. 

Før

Jeg er så småt begyndt med lidt julepynt, kan altså ikke lade være..

Nu

Der kommer stadig lys ind og jeg synes det er SÅ fint! Nu overvejer jeg om jeg, på det lille sidevindue, kan nøjes med det hvide bomuld, for så at bruge det sidste betræk i soveværelsesvinduet.

torsdag den 1. november 2012

Genbrugsvanter..

Det hele startede som en masse rester i Lett-Lopi fra en cardigan i massevis af striber. Resterne blev strikket til en vest. Vesten blev for lille og endte i vaskemaskinen. Det filtede rigtig godt og jeg har så bare haft vesten til at ligge lidt her og lidt der, og beundret de skønne farver.


Jeg har faktisk på et tidspunkt tænkt, at jeg ville smide den ud, for det var jo en vest jeg havde strikket. Men hvis jeg tænker mig rigtig godt om, så havde jeg nok aldrig fået den brugt alligevel, cardiganen ligger nemlig også bare til pynt!

 Men ideen som jeg fik med den filtede vest, er nu ført ud i livet og dem skal jeg med garanti nok få brugt.


 Der kunne desværre ikke blive til at hele vanten blev filtet strik, men uldfilt er et super godt alternativ og den grønne passer perfekt.


Nu glæder jeg mig bare til at de skal i brug, engang i eftermiddag når jeg sætter kursen mod fitnesscenteret, for på cykel er det nødvendig med noget på hænderne.

Det næste genbrugsprojekt må blive cardiganen, som stadig kun ligger til pynt. Den må pimpes!

tirsdag den 30. oktober 2012

Restenederdel..

I sommer engang, så jeg en nederdel på Pinterest. Endelig har jeg fået syet mig en lignende, og hermed også sagt, at det ikke er den sidste. Det har været en fest i sig selv, at finde stoffer til firkanterne, som er klippet 25 x 25 cm. De fleste stoffer er rester fra andet jeg har syet til mig selv. Cowboyfirkanterne er fra en kjole, købt i genbrug og aldrig brugt. Det er den nu. Da det er meget forskellige kvaliteter, har jeg på de tyndeste, strøget strygelærred.

Her er forsiden af nederdelen. Jeg havde noget refleksbånd til at ligge på bordet og syede det på som en detalje. Og lynlåsen er syet på udvendig, en detalje jeg har set hos Citystoffer i Århus.

Og bagsiden. Forneden på nederdelen har jeg syet et 'klunkebånd' fra Stof & Stil.

Hvad synes du om nederdelen? Måske det bare er mig som synes det er en fed nederdel og en god måde at få brugt lidt rester.

lørdag den 1. oktober 2011

Ud i det blå..

Når der bliver for meget tankemylder i mit lille hoved er det godt med en cykeltur. Der er stort set cykelsti i hele byen og området i det hele taget, og så er jeg mere tryg ved at cykle.
Henriette havde anvist vejen til Retroen- Genbrug. Og sikke en skøn natur jeg kom igennem.

Her ses alléen ned mod gården hvor Retroen-Genbrug holder til. Smukke efterårsfarver allerede, men jeg er nok nødt til at cykle derud på torsdag igen, for at holde øje med farverne.

Der hersker absolut ingen tvivl om, at det var godt jeg havde begrænset plads i cykelkurven og ikke det vilde i pengepungen. For her er gode sager. Der er bestemt også masser af skrammel, set med mine øjne. Men det var der nu også salg i kunne jeg se.

Den gamle brune kuffert kunne godt bo hos mig. Sammen med den ene jeg har i forvejen, kunne de klart gøre sig bedre sammen. Men der kom kun et par tallerkener med hjem i denne omgang.


mandag den 15. august 2011

Lørdagsudflugt..

Weekenden er tilbragt hos mine forældre, og lørdag ved morgenkaffen, foreslog min mor, at vi skulle køre en tur til Lundø om eftermiddagen. Med det samme huskede jeg at Savillas jo lige præcis har til huse der, så den var jeg helt med på. Men inden skulle jeg altså en tur i Kirkens Korshær, for nogen gange har jeg fundet gode genbrugsting der. Og endnu en lampefod kom med hjem og nogle få strikkepinde til brocher/lukketøj.

Men eftermiddagens udflugtsmål ser I her

Savillas har lidt af hvert, her er en blanding af nyt og gammelt. 

En dejlig café, hvor der serveres brunch, frokost eller eftermiddagskaffe

Et stort udvalg af kager, brød, salater osv.  

Et kig til serveringskøkkenet
Et kig ud i gårdhaven, hvor der serveres i dejlige stemningsfyldte omgivelser. Vi sad nederst i gårdhaven med vores kaffe og kage. I nærheden af os sad der et par veninder, som havde den lækreste salat på tallerkenen og den skal jeg altså prøve næste gang jeg kommer i den retning, for den blev rost til skyerne.
Og se lige hvor fint den cykel står op ad muren, blandt lavendelbuske

Helt klart et besøg værd, og jeg kommer gerne igen.

onsdag den 10. august 2011

Et loppefund..

Denne fine lampefod stod og ventede på mig i går, hos Kirkens Korshær i Nørre Allé i Aarhus. 10 kr måtte jeg slippe og det var jeg nu godt tilpas med. Min tanke er klart at den skal males, men når nu den står i mine omgivelser, passer den jo egentlig fint i farverne, men den er måske rigelig karrygul og hvid passer nu bedre!


Se bare her hvor fint farven passer. De hæklede firkanter har inspireret mig til en lampeskærm, netop fundet i storskraldsrummet, som skal iklædes firkanter!


På vej ud af gården hos Kirkens Korshær fik jeg øje på skiltet til Nål og tråd, og så måtte jeg hellere lige op under loftet en tur. En venlig mand fortalte, at der er en elevator på vej. Tak siger jeg, men det er nu også så hyggeligt at gå i den fine gamle opgang op til alle herlighederne. Og dem var der rigtig mange af. Helt klart et besøg værd!

tirsdag den 9. august 2011

Som de er fine..

I søndags var jeg en tur i Ridehuset i Aarhus til Antik-loppemarked, og med det samme forelskede jeg mig i nogle gamle påklædningsdukker. Efter en runde og en runde mere, fik jeg mig forhandlet ned til en pris, hvor jeg kunne være med! Og nu hænger de SÅ fint her på min væg og et par stykker står til parade.


De passer så fint ind. Synes I ikke?

fredag den 8. juli 2011

Genbrugstaske..

Jeg syede for et par år siden en tunika, eller det var vistnok en kjole med ærmer, men den var ALT for stor, så den blev syet ind og ærmerne blev pillet af. Siden er tunikaen flittig brugt og nu, ta daaa, er den så endt som en taske.


Mønsteret er fra Alt om håndarbejdes Sy magasin 05/maj 2011. Jeg overvejede først om den skulle syes i foskellige stoffer, men jeg tror jeg bliver rigtig glad for den grå, for jeg har en masse dillerdaller brocher osv, som jeg kan sætte på efter humør og behov. Men måske den næste skal være i forskellige stoffer.

onsdag den 25. maj 2011

Sønderjyske læsere?..

Jeg opholder mig en del i det sønderjyske(6230) og tænker om jeg overhovedet har sønderjyske læsere. Jeg kunne jo godt tænke mig at deltage i eventuelle strikke café'er eller bare mødes med kreative kvinder/mænd.
Der er masser af plads hvor jeg er, hvis nogen ville være interesseret i strikke, hækle, brodere eller hvad det kunne ende med...
Juhuuu, er der nogen?

torsdag den 3. marts 2011

Et mål skal nåes..


Lykkens pamjulefis følte jeg mig som, da jeg en dag faldt over denne skønne skindfrakke. I en genbrugsbutik, men jeg kan se den aldrig har været brugt, og så til den nette sum af 60 kr. Hvor heldig kan man være. Den strammer en del over skuldrene, hvis jeg skal ha tøj på under, og dét er vel egentlig meningen med en frakke. Hmm, så her er det at der skal sættes et mål, og det er igen igen, at få tabt lidt af de overflødige kilo, som har sat sig på min krop! NU skal det være, og det var jo helst i går jeg skulle begynde at bruge den skønne frakke, for se lige som mit tørklæde strikket i garn fra Feza, købt engang i http://www.stofogstuff.dk/shop/frontpage.html Aldrig har jeg da før givet 250 kr for et nøgle garn. Hmm, men det er altså blevet rigtig flot, og hvem har ikke en masse rester som kan bindes sammen, og så strikke derudad på p 12. Jeg vil i gemmerne!

fredag den 5. november 2010

Gratis glæder..


Dette lille bord er et af mine skønne fund i storskraldsrummet hvor jeg bor. Jeg elsker det! Der er da ikke noget at sige til at jeg ofte lige kommer der forbi, for tænk om nyt 'guld' er stillet der ind i rummet.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...