Netop denne usikkerhed og uvished er ikke lige den bedste cocktail for en depressionsramt. Samtidig er jeg startet på endnu et forløb gennem psykiatrisk, det tærer så hårdt på mig når jeg atter sidder overfor en ny behandler, som skal lytte, fortolke og forsøge hjælpe mig videre. Det er SÅ hårdt som voksent menneske at sidde og græde snot overfor vildt fremmede mennesker. For ikke at nævne i bus eller tog. Bagefter drøner jeg lige hjem til min lejlighed og føler mig som lille bitte Gitte, der skal klare sig selv! Ingen til at trøste eller sige det skal nok gå det hele.
Ingen forstår hvordan det er,
at glæde sig til arrangementer i fremtiden, for så at måtte melde afbud eller hvis jeg deltager, være kørt helt ned i minus flere dage efter.
Ingen forstår hvor ondt det gør at blive forladt, ladt i stikken eller ret og slet bare, lukkes ude.
Jeg kæmper og jeg kæmper fandme videre! Jeg har 3 dejlige børn, som alle selvfølgelig er mærket af dette, men jeg tror på at vi klarer det sammen! Samtidig har jeg et par gode veninder som heldigvis tager mig som jeg er.
Der er masser af ord som presser sig på, og også mange som jeg vil skåne jer for.
Livet er en gave, men også en opgave!!!
Billedet er lånt på nettet.
Jeg er ikke helt klar til den der fremtid, men mon ikke det snart lysner.







