Godt nytår vil jeg starte med at ønske alle mine læsere.
Jeg blev ringet op af afdelingssygeplejersken kl 16.20 den 30 dec. Jeg havde
ikke bestået min praktik, pga fravær.. Fair nok, jeg har haft rigtig meget fravær, men hold da magle jeg synes ikke det var fair, at det skulle foregå over telefonen. Jeg gik nærmest helt i sort og husker kun svagt hvad hun fortalte. Men en søn på 8 i samme stue, var jeg nødt til at bruge en del energi på at holde mig rimelig nede, for ikke at bryde sammen overfor ham..
Der kommer selvfølgelig et brev hvor jeg får det på skrift, men det er selvfølgelig ikke kommet endnu, for det er jo nytår! Det eneste jeg husker, udover at jeg ikke havde bestået praktikken, var at jeg godt kan starte på skole som planlagt på mandag.. Hmm, og så er det alle de dumme spørgsmål melder sig i min lille hjerne. Skal jeg mon tage praktikken om på den samme afdeling mon? For nej, det ved jeg blir akkurat det samme, for mit fravær skyldes, selvfølgelig sygdom pga et svækket immunforsvar, og det udspiller sig i dårlig psykisk arbejdsmiljø. Mit fravær skyldes også personlige problemer af enhver art. Længsel af mine børn, min familie, min eks osv osv. Men jeg har den opfattelse at hvis man fungerer på sin arbejdsplads, fungerer man som ofte også i sit daglige liv. Jeg har ALDRIG fungeret på afdelingen. Min vejleder, som jeg nu nærmere kalder for vildleder, gør mig syg. Jeg blir skidt tilpas i hendes nærvær. Alting blir rettet på. Jeg kan intet gøre rigtigt, for næste dag har hun ændret procedure. Jeg får hjertebanken og kvalme og kan overhovedet ikke kende mig selv. Hver dag når jeg endelig har fri og jeg sidder i bussen hjem, kommer tårerne. Og allerede der er jeg begyndt at grue for næste dag :-(
Allerede i august, sidste skoleophold, gik jeg hos en psykolog fordi jeg ikke magtede at komme tilbage på afdelingen. Vi havde mæglermøde på afdelingen. Jamen de mente det skulle lykkes. Vi har efterfølgende holdt møder i ny og næ. Alting løser sig siger de, og 5 minutter efter er den gal igen.. ALLE som kender mig ved at jeg har været så tæt på adskillige gange, at droppe ud af uddannelsen. Jeg har holdt ud, men nu er det højst sandsynlig slut! Jeg orker i hvertfald ikke mere. Måske ændrer jeg synspunkt når jeg har forstået hvad det er der skal ske og hvor jeg står henne.
Men hold da fast hvor er jeg skuffet over at det kan være så nemt, at ringe og give sådan et budskab. På et tidspunkt hvor jeg ikke kan få fat i nogen instanser af nogen art, for jeg har bestemt mig til at tage en snak med min fagforening, for jeg føler mig så uretfærdig behandlet, og de skal ikke ha lov at ødelægge flere. (En ganske ung kollega har sagt op pga den selvsamme vejleder)
Det blev da godt nok et langt indlæg, og jeg ved da ikke om andre overhovedet kan forstå min vrede og frustration, men det fylder rigtig meget i mit hovede ligenu. Og det har helt klaret farvet mit humør nytårsaften og i dag hvor jeg går og tænker og tænker.