lørdag den 29. januar 2011

Lunt til ørerne..


Emilbassen skulle ha en hjemmestrikket hue og jeg havde set flere skumfidushuer strikket til drenge, så det blev vi da enige om, at sådan én skulle han ha sig. Med neongrøn lynlås og andet dims på vinterjakken, så skulle huen være sort og grøn og langt om længe fandt jeg den rigtige grønne i Kvickly. Men hold da op som den der skumfidus har drillet. Tredje gang var lykkens gang, men da storesøster Katja så den, blev hun helt forarget over jeg ville strikke sådan en tøsehue til ham, så den røg af pindene igen, og Emil fik besked om at han måtte nøjes med den hat han havde i forvejen. Lige indtil han prøvede den jeg strikkede til min far i julegave, og så gik jeg i gang med en lignende til Emil. Den er blevet super god til ham, sidder tæt og når under ørerne.
Jeg har strikket i dobbelt strømpegarn. 100 masker på p 4. 18 cm rib, 3 ret og 2 vrang. Indtagning og luk.

torsdag den 27. januar 2011

Restestrik igen..

Jeg er gået i gang med endnu et restestrikketøj, ikke fordi de andre projekter er færdige. Næh nej, simpelthen for at få endnu en UFO. I aftes var der nemlig ikke nogen af mine andre projekter som fristede.
Jeg er startet på en taske i dominotern. Bruger rester af lima uld fra Hjertegarn. Billede kommer senere for nu kalder jobbet i Netgarn og mon ikke jeg lige når en times strik på Sofies forældre.

onsdag den 26. januar 2011

Overskudssalg igen igen..

Jeg gør lige opmærksom på overskudssalget her og her.
Det kan jo være der er noget tilbage, som kan bruges her i kulden.

tirsdag den 25. januar 2011

Morgenhygge..

Jeg er en rigtig hyggefis, ingen tvivl om det! Jeg elsker mine morgentimer herhjemme inden jeg smutter med bussen ind til byen og mit lige nu, dejlige 'job'. Jeg elsker at ligge og lytte til lydene her i opgangen. Dejligt at kunne vende sig om når naboen smækker døren og jeg ved at jeg kan blive liggende. Og den sagte musik fra underboen, og når underboen begynder at hoste, så ved jeg at jeg snart må op. Det bedste jeg har gjort længe, er omrokeringen af værelserne. Nu har jeg fået ro til at sove, men kan høre der stadig spilles om natten inde fra det gamle soveværelse, altså naboerne i næste opgang.

Billedet er fra sidste onsdag hvor jeg havde fri, dejlig solskinsvejr

Jeg nyder at jeg stille og rolig kan drikke den første kop kaffe, med at læse mails, blogge og kigge rundt på Facebook. Jeg nyder den stilhed der er, og ingen radio eller lign. Jeg nyder lyden af uret på det gamle skab. Og så går det løs derefter, inden jeg smutter ud af døren.

Kan I alle ha en dejlig dag derude.

mandag den 24. januar 2011

Fra ufo til fo..


En dag i juni mødtes jeg med min yngste søn i Aalborg og så var jeg jo nødt til at skulle omkring Designværkstedet. Kittet her fra Onion sprang mig lige i øjnene og begyndte straks at hækle, men blomsterne vakte problemer, men i går formiddag løste jeg koden og endelig kan jeg melde et ufærdigt projekt som et færdigt projekt. Endnu et!

søndag den 23. januar 2011

Og hvordan gik det lige til..


Min søde datter går rundt og fryser i sine tynde støvler, og jeg var da hurtig til at tilbyde at strikke lækre benvarmere til hende. Strikkede på livet løs i julen og så endte de alligevel som UFO.. Altså!! Men i aftes under den spændende håndboldkamp, blev de gjort færdige, så nu skal de lige sendes mod Aalborg.. De er dejlig varme kan jeg konstatere, og mon ikke der smutter et par mere på en lille rundpind, for det er perfekt busstrik. De er strikket i Lima Drops, den skønne sammensætning af uld og alpacauld gør dem både varme og dejlig bløde. Glæd dig min pige <3

torsdag den 20. januar 2011

Julegavestrik..


Det er lidt sent at blogge om julegaverne jeg strikkede til familien. Og så alligevel, for den ene er ikke færdig endnu. Og det er så desværre også den eneste jeg har billede af. Jeg havde ellers strikket et flot hue og halsedissesæt til min far. Det blev flittigt brugt i den første uge af januar, hvor han var på skiferie i Østrig. Der kom en sms fra ham, at det var dejlig varmt. Af en skøn alpakka fra lageret strikkede jeg et skønt sjal til min søster. Flot lilla. Tror såmænd nok hun blev glad for det. Og så den ufærdige til min mor. Hun har fødselsdag samme dag som Hendes majestæt Dronning Margrethe, så selvfølgelig skulle hun da ha et halv mini kongerige. Men tak skæbne, de spidser tager lang tid at strikke. Jeg havde lovet hun kunne få det med til Gran Canaria, men de kommer hjem på lørdag og sjalet ligger stadig her hos mig, med kun ganske få spidser. Jeg må få lavet en aftale med mig selv om, at der skal laves 5 spidser om dagen. Så jeg kan få det sendt afsted.

onsdag den 19. januar 2011

Fiskehaler..

Fiskehale pulsvarmere er navnet på disse skønne pulsvarmere. Design og opskrift er fra Kastaniestrik


Men garnet som disse er strikket i, er en skøn ny kvalitet. De er så dejlig bløde og vejer 33 g tilsammen.

Restevest..


Jeg har en aftale med mig selv om, at der skal reduceres gevaldigt i garnlageret. Ikke at jeg har garnkøbsstop, for det ved jeg at det kan jeg ikke holde. På garnlageret havde jeg en del rester tilbage i Lett-lopi. Nu venter der bare en del monteringsarbejde. Det skulle ha foregået i dag, men i det smukke solskinsvejr, fandt jeg andre ting at gøre. Jeg strammer alle enderne godt til, sætter dem fast på bagsiden med tape og kører et par millimeter fra kanten, slår masker op til kant, som så bukkes rundt og gemmer alle enderne. Jeg viser jer senere det færdige resultat, for jeg mangler den selvfølgelig hver dag, og må ha den gjort færdig til brug, i løbet af ugen.

Den ene dag tager den anden..

Og pludselig er vi allerede langt inde i januar, i det nye år. Det år 2011 som helt klart MÅ blive bedre end det brugte år. Indtil nu har de dage der er gået af januar, bestemt ikke vist sig fra den der gode side, som jeg ber om.
Jeg klarer mig igennem min hverdag, mit 'job' i butikken. Jeg er brugt, fyldt helt op, træt, når jeg når hjem, men på den gode måde, og i hverdagen har jeg jo kun mig selv, så aftensmad er en by i Rusland og som regel foregår resten af aftenen på sofaen. Men jeg VIL klare det, jeg vil vise at jeg godt kan. Og heldigvis tror jeg på mig selv, og jeg er ved at ha rystet fjerene så godt på plads, at jeg nu, næsten, kan se mulighederne frem for begrænsningerne. Jeg ser faktisk masser af muligheder med fremtiden, men det er lige med at komme frem til det punkt, hvor det er mulighederne der styrer over begrænsningerne. Og her tænker jeg jobmuligheder, hvad skal jeg når jeg bliver raskmeldt? Jeg tænker min boligsituation, hvor skal jeg flytte hen? Intet binder mig længere til Aarhus. Men det er et svært valg, for trods det, at intet binder mig hertil, så har jeg trods alt fundet mig godt til rette, skal bare finde noget langt billigere at bo i. Jeg er tvunget, økonomisk, til at opsige min lejlighed, og det er jeg nødt til at handle ud fra. Men det er en smule svært oven i depressionen, at skulle forholde sig til det, samtidig med at jeg i den grad føler mig brugt som skydeskive og svigtes af venskaber, som jeg har svært ved at undvære! Jeg klarer mig, for jeg er også omgivet af mennesker, som vil mig det godt. Jeg har de sødeste kollegaer i butikken, som gør mig ualmindelig godt. Jeg har de sødeste strikkeveninder. Og selvfølgelig har jeg også venner tilbage, som med små beskeder får mig til at tænke fremad. Og nu hvor jeg er ved det, så er der mine forældre, som på deres egen måde hjælper mig. Og selvfølgelig ALLE mine 3 børn, selvom jeg ikke er så meget sammen med dem fysisk, så er de her jo, i mine tanker <3
Jeg ved ikke hvor mange af jer, som har læst hele mit indlæg her, men jeg lover at der senere i dag kommer håndarbejdsrelateret, for selvom jeg er 'nede' får jeg strikket og syet.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...