onsdag den 30. maj 2012

Hæklerier..

Jeg skifter lidt mellem at sidde og hækle og strikke. Her i pinsen har jeg også syet lidt nye sommerkjoler, for sommertøjet fra sidste år er på mystisk vis blevet mindre vinteren over. Måske kommer der en lille blomst eller noget helt andet på kjolerne, og måske forbliver de bare ensfarvede kedelige grå og sorte, men det skulle undre mig om ikke der er en halskæde der matcher, ud af de rigtig mange jeg har efterhånden.



Der er bare et eller andet fedt over at sidde og hækle en blomst, og så er man nødt til lige at prøve i en anden farve også og pludselig er der mange af den samme. Det er ikke helt til at se det her på billedet, men de fleste ligger i bunker.

tirsdag den 29. maj 2012

Det var det første..

Og der kommer helt sikkert flere, når jeg har knækket vendemaskekoden.


Sølle 47 gram vejer det og måler 23 x 141 cm, så det er ikke så stort, men det bliver de næste.

tirsdag den 22. maj 2012

Lækre farver..

Her er der ingen tvivl om yndlingsfarverne for tiden. De er der alle og én, dog undtagen sort, men det er da også så rigeligt af i min garderobe, så det er fint den holder pause i strikketøjet.


Her strikkes Colors and circles shawl. Jeg øver mig i udholdenhed og det fik jeg med rette brug for med dette sjal. Det gik og jeg er stolt.


Der er bare et stort minus med dette ellers skønne sjal, og det er at maskerne er ualmindelig grimme hvor der vendes og maskerne strikkes sammen. Det er både i farvefelterne og på selve sjalet. Jeg gør præcis som der skrives i opskriften, men trods det ser det ikke pænt ud. Måske kan jeg leve med det, og måske ikke. Det er nu heller ikke helt kønt på billederne på opskriften, så måske det ikke er så slemt endda, men inden det næste skal på pindende, må jeg øve andre metoder som mine øjne kan li'.


søndag den 20. maj 2012

Glade striber...

Endelig blev min udgave af 'glade striber' færdig. Den er aldeles glad i farverne og kan lyse enhver grå eller sort beklædning op.Jeg kan absolut kun anbefale teknikken, som jeg henviste til i forrige indlæg her på bloggen. Det er nemt og jeg skal med sikkerhed fortælle, at jeg en anden gang kaster mig ud i det igen.



Her ses bagsiden. Den hæklede kant buler, men det er jo fordi man hækler en fastmaske i hver maske, og til selve kanten samler jeg altid én maske op i tre masker, springer én over osv osv. Men det ses ikke på forsiden. Jeg sørgede bare for at dampe kanten let, inden jeg samlede de nye masker op.

tirsdag den 15. maj 2012

Klip i strik..

For efterhånden noget tid siden, startede jeg på Glade striber, men løb hurtig sur i at strikke frem og tilbage, så jeg slog bare lidt ekstra masker op i midten og strikkede videre på rundpind, men gik selvfølgelig i stå, da jeg skulle til at klippe op, eller først sy på maskinen og siden klippe op så jeg alligevel endte med en cardigan. Under oprydning i dag kom jeg om ved den igen og ville ha den gjort færdig. Og måske var jeg alligevel en pivskid, og tænkte meget over hvordan det nu var jeg specifikt skulle gøre, og googlede 'klip i strik'. Merete henviser til flere link, men You tube videoen synes jeg var bedst. Man hækler ganske enkelt en kant på hver side af masken man skal klippe op i.
Jeg er godt i gang, har klippet den ene side, og det holder bare. Jubii!




Det der egentlig gjorde at jeg tvivlede på hvordan jeg kunne gøre det bedst, var at jeg helst ville undgå en forkant, som skulle bukkes om for at skjule 'trævlerne, og det slipper jeg for med denne metode.

Måske har jeg sovet i timen, men det er altså første gang jeg har set denne metode.

mandag den 14. maj 2012

Blogtræf..

Henriette holder blogtræf lørdag d. 9. juni. Jeg er sikker på vi får det super hyggeligt og der er plads til endnu flere. Så tag et smut omkring Henriettes blog og læs mere.

søndag den 13. maj 2012

Øvelse gør mester..

Torsdag aften mødtes nørklerne hos Birgit. Vi havde på forhånd aftalt, at Henriette skulle vise os hvordan man nemmest skærer strimler, med rulleskæreren og bruger linealen som måler, i stedet for som jeg har gjort til nu, skærepladen. Så vi øvede og øvede. Henriette er bare super dygtig til patchwork på maskine, så Helle og jeg gik i gang med log cabin og indtil videre har jeg lavet disse to 'poser'. Den ene havde jeg lavet i forvejen, men den med broderi af dreng og pige, startede jeg på hos Birgit. Tiden gik bare lynhurtig og vi blev hurtig enige om at vi hellere må fortsætte hos Helle næste gang. Glæder mig allerede!


Broderiet er et jeg broderede da Emil var lille og det sad på en pude, men synes det er blevet rigtig fint som midte her på



Nu skal jeg bare øve videre og det næste bliver at sy lynlåse i, på en måde så den sidder pænt i enderne.

mandag den 7. maj 2012

Hjerter i massevis..

Lige nu passer det mig bedst med de bitte små projekter, og disse små hjerter er hurtige at hækle, og jeg synes de er så fine. Jeg hæfter ender og så skal de trækkes på en snor af en slags, så de ender som en fin ranke.

tirsdag den 1. maj 2012

Sol på toppen..

Her hvor jeg bor, er der en dejlig tagterrasse. Jeg vågede mig derop i dag. Det blæste lige rigeligt, men jeg holdt ud imens jeg lod solen bage og luften gjorde helt klart godt, i det hoved som er fyldt til randen. Der er bedring i forhold til sidst jeg skrev herinde, men der skal meget lidt til at vælte læsset, og det sker dagligt! I dag i en grad, som nok var ventet, men ikke desto mindre svær at komme efter.


Ikke just den kønneste belægning, men nyt ligger løst rundt omkring, så mon ikke der gøres noget ved det en dag.

Med på terrassen havde jeg mit strikketøj, strømper strikket fra tåen og op, og 2 på én gang. Garnet sidder på en fin garnholder jeg i går modtog med posten. Garnet er arwetta Classic, som har det skønneste farveskift.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...