Begge mine drenge er her nu, på ferie. Vi slapper bare totalt og aldeles af. Vi nyder hinandens selskab. Samtidig går jeg med et savn, æder kameler som man siger men også med en stor glæde, fordi den store, mit pigebarn er i Afrika på oplevelsesrejse med allerbedste veninden. De to havde planer om at bestige Kilimanjaro, knap 6000 meter over havet. En guidet tur, som de så fandt ud af, at kun ca 40 % gennemførte, og at der var stor sandsynlighed for højdesyge. Og med den viden, gik jeg nærmest i trance en hel uge, dag ud og dag ind ventede jeg på, besked, bare et lille pip, om enten det ene eller det andet. Og sandelig kom der besked i torsdag; "Vi gjorde det" og som jeg blev glad og SÅ stolt. Og som jeg glæder mig til de kommer hjem, så jeg skal ha historien, og forhåbentlig se billeder. Næste kamel kom så, da hun i samme besked skrev; "Nu venter Zanzibar i to uger, hvor vi bla. skal dykke, dyrke solbadning og fullmoonparties". Gosh, dykning? Aj altså, så nu går jeg igen med pivedyr i maven. Men uanset hvad, så glæder jeg mig over hendes lyst og vilje til at turde og ville opleve verden. Og hvis jeg kender hende ret, er dette ikke den sidste oplevelsesrejse, så jeg kan lige så godt vænne mig til det. Hmm, men det ved jeg også på forhånd, at det får jeg svært ved. Pyllermor kalder man mig.
neiii, det er ikke pylleri - du får min allerstørste sympati - til både din bekymring OG din stolthed og glæde...er det ikek bare sådan det ER at være forældre? det tror jeg! Så dyrk du den totale hygge hjemme - og dit indre pivedyr i små glimt...det er helt okay synes jeg! ;0)
SvarSlet