søndag den 31. oktober 2010

Pakkekalender..

Under en oprydning fandt jeg dette broderi kit, som jeg egentlig snart ikke husker hvornår jeg har købt. Kun at det var et år til hobbymesse i Viborg. Det er købt hos Ønskefe som altid har den skønneste stand og masser af skøn inspiration. Deres broderi er lige min stil, sådan Skals præget. I år vil jeg ha broderet julekalenderen. Måske jeg skal lave en aftale med mig selv om, at brodere én pose hver dag, som tallene viser. Det giver 5 'fridage', for der er poser som ikke kræver broderi. Men på forhånd har jeg ihvertfald afgjort at de små transfer der er med, ikke bliver brugt. Måske alligevel, for at give det sidste. Jeg får se! Nu skal de broderes først.

mandag den 25. oktober 2010

Springform..

Så blev springform fra Bente Geil endelig færdig. Superskønt strik, som jeg allerede er flyttet ind i. Ender højst sandsynlig som en lige så stor succes, som løbetid. har nu en løsgænger i tankerne, men måske jeg igen lige skal kigge mine UFO'er og WIP'er dybt i øjnene igen.



Garnet er geilsk tynd uld og vejer 124 gram.

lørdag den 23. oktober 2010

Sikke en dejlig dag..


Kl 22.20 i aftes kunne Emil og jeg låse døren op her hjemme. Vi havde da været undervejs siden 20.09. En lang tur, men pyt med det, for vi havde nemlig haft en dejlig dag. En laaang dag for mit vedkommende, men hvor er jeg glad for det valg jeg traf i forbindelse med Katjas fødselsdag. I dag sidder de 13-14 stykker i lejligheden og jeg kan altså ikke være en del af sådan et selskab, ikke som tingene er lige nu. I stedet for havde jeg valgt at tage turen i går, hvor vi fire kunne hygge os, og så tage Emil med hjem. Vi manglede helt klart Ronnie, men han har SÅ meget andet at se til.
Det er så dejligt at besøge Katja og hendes hjerteveninde. De to 'piger' har hængt sammen , som ærtehalm, stort set konstant siden folkeskolen. De rejste sammen til Afrika, hvor de besteg Kilimanjaro sammen. Dejligt for en hønemor som jeg, at vide de to går så godt i spænd og deles så godt om både stort og småt, skidt og kanel, når jeg bor helt i Århus og de er i Aalborg.
Og nu er det weekend, hvor vi i dag har sovet længe, jeg har hæftet ender og fået skyllet springform op, og vi har spist et dejligt sundt morgenmåltid. Det er en af de dejlige lørdage :-)

fredag den 22. oktober 2010

Hip hip hurra..


I dag hejser jeg flaget for min lille pige, som lige så stille og roligt er blevt voksen og i dag fylder hun 21.

Tillykke til Katja

Heldigvis er det fredag og derfor har jeg mulighed for at tage en tur til Aalborg og fejre dagen sammen med hende, ihvertfald for et par timer eller fem. Så går toget retur igen, men så har jeg Emil ved hånden og vi skal ha en hygge weekend. <3

mandag den 18. oktober 2010

It's my life..

For pokker denne mandag har været drøj! Jeg har tudet millioner, hvis tårer var guld.
I dag har jeg været hos en behandler som simpelthen lige fik gang i hele følelsesregistret. Hun fik sat ord på stort set alt, fra min barndom og hele vejen op. Gosh det var en svær kamel at sluge! Men hun har med garanti ret. Jeg nikkede genkendende til ALT.
Bedst af alt er at hun kom med gode råd som kan bruges og ét er allerede sat i værk. To faktisk.
Det er mit liv og jeg må leve det videre uanset hvad og det er da også det jeg har lyst til. Jeg skal bare lige ha' tudet færdig og lagt på de rette hylder. Der skal vist snart flere hylder op eller skal der bare ryddes ud i dem der er mon?

søndag den 17. oktober 2010

Cykelslangeleg..

Fredag aften gik jeg en smule amok med cykelslangerne, og ikke at forglemme, sekundlimen. Uha, som det ikke er til at arbejde med, eller samarbejdet svigtede ihvertfald, og ingen handsker i nærheden. Heldigvis kunne neglelakfjerneren tage det værste, så jeg kunne skille fingrene ad igen. Ha ha!
Lidt armbånd og et par nøgleringe blev det til. Jeg er total bidt af det når jeg først kommer i gang.

søndag den 10. oktober 2010

Influenzaramt..

øv, som jeg blev skidt tilpas og måtte sende drengene alene til toget. Men de skal nu nok klare sig, jeg er jo bare vant til at vinke og se at de kommer godt afsted. Så for mit vedkommende er det på hovedet i seng nu, og så i det fine vejr!
Published with Blogger-droid v1.6.3

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...