Optimist...

 

 

Jeg har godt kunnet mærke den sidste uges tid, at der har været noget undervejs. Et eller andet. Jeg har haft en uro i kroppen. Render rundt og flytter hele stuen, nej lejligheden rundt! Jeg er ikke i stand til at strikke en pind uden at ligge det fra mig. En runde på hækletøjet er fuldstændig umulig. Nå men, i dag er det så HELT galt.. Og jeg ved jo godt hvorfor. Måske nogen husker dette indlæg! Fordi i morgen skulle jeg ha' været startet på det sidste skoleophold. Mine medstuderende starter uden mig. Om 5 uger går de op til den afsluttende eksamen og får titlen som hospitalsserviceassistent! Det gør jeg IKKE. Kunne ikke mere til sidst. Er droppet ud, hvis man kan sige det sådan. Det har været så svært for mig, at træffe den beslutning. Men lige så snart beslutningen var truffet, fik jeg det mærkbart bedre med mig selv. Jeg har kunnet sove om natten igen. Men selvom jeg kan mærke jeg har fået det bedre, så er der jo stadig en bagside af medaljen. Massevis af uvished om fremtiden. Hvor finder jeg et job, blandt alle de andre der søger. Jeg har også stadig mén efter den behandling jeg har fået.. Selvtilliden og selvværdet skal bygges op igen, og det kan godt være svært, især når man føler sig som Palle alene i verden. Og her kommer den fine lille lyserøde h'optimist' ind i billedet. Min morsdagsgave, som kom med posten i tirsdags. Med var der et lille brev til mig, som min datter Katja har skrevet. Ordene trækker tårer, men de er SÅ sande. Bla, "Du har jo altid os :)"
Jeg kan mærke jeg er en smule tilbage i 'skidtet' i dag, og det er måske ganske naturligt. Men jeg kommer op igen, og engang med tiden, vil jeg gøre min uddannelse færdig! Engang...