Genbrugsfund..

Der er vist ingen tvivl om, at man, på kontanthjælp, ikke har råd til at skeje ud med det sidste nye! Heldigvis er jeg selvforsynende med tøj. Der findes én købt beklædningsgenstand i mit skab, en kjole fra Container, købt for 4 år siden, endda på tilbud! Okay, et par bh'er er der også, men trusser syer jeg også selv, af rester fra mine kjoler.
Alt basistøj, er fra genbrug - tshirt, leggins og strømpebukser. Overtøj, både sommer og vinter er også genbrug. Jeg elsker simpelthen at finde lækkert genbrug! Mit seneste køb er jakken på billedet. Den var leopardmønstret i brune nuancer, ikke lige det jeg ønskede, men en Dylon farvning gav lige præcis den farve - næsten, som jeg ønskede. Nu er jeg så igang med at 'pynte', med nye knapper o lign. Den bliver rigtig god, det tror jeg på.
Ikke mindst passer mit strikkede sjal til.

Det der pension..

Tirsdag var endelig dagen hvor jeg var til rehabiliteringsmøde! Endelig fordi jeg simpelthen er SÅ "vingeskudt", at jeg rent faktisk, ud over det sædvanlige, glemmer at leve, jeg overlever kun! 

Resultatet af mødet er, at jeg indstilles til førtidspension. Varig og stationær er dommen. Jeg har haft på fornemmelsen at det gik den vej, og ind imellem håbet det blev sådan, men kun for at få ro. Ro til at finde ud af hvem jeg i det hele taget er, for det kan man meget nemt glemme, når man er under systemets vinger. Ro til at få struktur på min hverdag, ikke som det har foregået i flere år efterhånden. Det har kostet rigtig mange bekymringer, måske havde jeg et lille håb, men ønskede det under ingen omstændigheder! 

Nu er det så den der pension de indstiller mig til! Formalia mangler og derefter er jeg så pensionist.

 Gitte, 47 og pensionist, føj hvor det lyder grimt! Det fastholder mig i, ikke at være noget værd! 

Det kræver helt klart tilvænning og accept, og styrke til at ranke ryggen og ryste på hovedet af de kommentarer, man som 'usynlig' syg må høre for.

Nok for nu! 

To do listen..

To do listen må droppes. Der er ikke energi til det og jeg må ændre det til ta da liste. De af jer som har været ramt af stress og depression ved sikkert hvad jeg snakker om. En to do liste kan for mig, blive et stressmoment, også selvom det er frivilligt og et ganske godt redskab, til at udfordre sig selv! Men der skal være energi til og det har jeg ikke nu. Jeg har tendens til at slå mig selv i hovedet, over ikke at opnå de resultater jeg gerne vil.
Endnu én af mine kære gode venner, er gået bort og det gør mig ekstrem sårbar, fordi mit netværk og relationer i det hele taget, er meget begrænset.
Et positivt indslag er dog, at jeg er blevet tildelt en ny mentor, det lader til at min egen mentor er sygemeldt længere end planlagt, og med mine udfordringer har jeg brug for støtte. Det har været ualmindelig hårdt uden mentor og til sidst måtte jeg be' om hjælp igen. Inderst inde er det negativt for mig, for jeg vil gerne klare mig selv, men jeg kunne også se at det ikke gik uden, så jeg vælger at være positiv om det!

Det første ta-daaaa er de to små projekttasker, som passer i størrelsen til småtterier som strømper eller karklude projekter. 

August opdatering...

Der var et kæmpe ønske om, at august skulle blive bedre end juli!
Det blev det så desværre ikke.
Allerede 4.august mistede jeg en god ven, han fik hjertestop og blev først fundet da det var for sent. 48 år. Han havde været èn af mine få støttepæle, vi kom begge i en  netværksgruppe hver 14. dag, hvor der er fællesspisning. Yderligere kom vi begge i en café hver torsdag, et tiltag for de borgere som er tilknyttet mentorordningen. Ind imellem oplever jeg utryghed o lign og her var det egentlig nok, at han bare var der. Det har været ret svært, især de første gange, for der er tomt uden ham. Livet går videre!
Min ældste søn har været ramt af flere scleroseattak hen over sommeren, egentlig ikke uventet for han har ikke været medicinere siden juni. Han kunne ikke tåle det medicin han startede ud med, og pga medicin rester i kroppen, kunne han først starte nyt medicin i uge 35. Det gik heldigvis godt, så nu håber vi bare medicinen virker og der kommer lidt ro på.
Få dage før partshøring, papirerne til et møde på kommunen, skulle læses igennem og underskrives, blev min mentor, som jeg har haft i 2 år, sygemeldt på ubestemt tid, uden udsigt til en afløser! Det var dråben. Men også her går livet videre. På nuværende tid er det ved at blive undersøgt, om jeg kan hjælpes på anden vis. Jeg havde håbet på at min sag kom på mødet 1.sept, men det gjorde den ikke, nu er der så håb om 6.okt.
I slutningen af august har jeg fødselsdag og i år blev en rigtig dejlig dag. Frokost på en dejlig gårdrestaurant, sammen med min datter og min veninde.
Dagen gjorde også ondt, det skal ikke være nemt for mig. Gennem de sidste år har jeg brugt al min energi på at komme på fode, finde min hylde og ikke mindst udredning af det som gør livet ekstra svært for mig. Jeg forsøger at passe på mig selv, komme videre med de få ressourcer jeg har. Og det bliver jeg så straffet for nu! Jeg er ked, skuffet og gal i skralden på én og samme tid.

September to-do udfordring

September to-do udfordring kunne være lige det der skal til for at vække min kreativitet igen, ikke at der er fuldstændig ro på, men det kunne være rart om der lige kunne komme gang i flere af de ting som venter i mit hoved..

Jeg læste om det hos en  blogger  

Nu skal jeg ha skrevet en to-do liste, over det som gerne skulle ende som ta-da liste i løbet af september.

Nye kjoler...

Det var ved at være længe siden jeg havde syet en kjole, men lagerbeholdningen var noget slunken, så kassen med alle rester blev fundet frem. Der er rester fra mine egne kjoler, men også reststykker købt hos FabricRoad.

 Der blev flyttet rundt, taget fra og lagt nyt stof og andre farver til. Det var en lang proces, for jeg gik om det i flere dage, men til sidst var jeg tilfreds. Men det var kun forstykket jeg havde planlagt, bagstykke, ærmer og halskant kom til undervejs. Det er yderst sjældent jeg holder mig til det planlagte, der er altid et eller andet der ændres, men det må være sådan, for hvis jeg går på kompromis med mig selv, ender det med jeg ikke bruger det jeg har syet.

Den prikkede kjole en en af eksemplerne på hvordan det kan ende. Som udgangspunkt skulle den være uden nogen form for dikkedarer. Men stoffets kvalitet snød mig, der er ikke så meget stræk i som i de andre jerseystoffer jeg syr med, så kjolen endte med at sidde meget tæt om brystet, jeg blev noget nær fladbrystet, men så måtte jeg jo tænke alternativt, et forslag var en kile i siderne i en anden farve, men der var ikke rigtig noget der fristede. Til sidst endte det med en slids i de øverste 10-12 cm og en lynlås syet på udvendigt, nu er der plads og jeg er tilfreds. Den skal nok blive brugt, synes egentlig den er blevet rigtig smart, der er stadig noget enkelt over den.

Det var lige det for denne gang <3

Julistatus...

På den sidste dag i juli, gør jeg status for måneden. Ikke særligt opmuntrende, tværtimod! Det har været den absolut værste nogensinde, det sagde jeg måske også sidste år, men sidste år, var jeg trods alt på en uges ferie hos min søde veninde i Hjørring. Det var også planlagt i år, men trods det, at hun tilbød både at hente og bringe, kom jeg ikke afsted. Min mentor havde 3 ugers ferie i juli, og ikke om jeg forstår, at der ikke tilrettelægges et alternativ, men min tilstand går jo ikke på ferie, tværtimod! Både sagsbehandler og mentor er kendt med, at jeg har tendens til at isolere mig! Min lejlighed er den eneste tryghed jeg har, her er jeg selv herre og kommer kun ud hvis der skal handles. Man kan leve længe på en pakke havregryn og et par liter mælk og frostpizzaer.

13 gange har jeg været udenfor min dør, og de 2 gange har jeg kun været ude med skraldeposen, uden anden anledning. 8 timer har jeg som det længste været hjemmefra, min veninde hentede og bragte og jeg havde en fantastisk dag sammen med hende.  

Jeg ved jo godt hvorfor specielt juli har været svær. Alle tiltag jeg ellers deltager i, er lukket ned i juli måned og samtidig er jeg fortsat i venteposition vedr rehabilitering. Det er ét år siden jeg blev udredt, som værende varigt og stationær ramt. Det er som et mareridt! Hele tiden at være i hænderne på systemet, og vade rundt i uvished. Selvom jeg intet kan stille op, formår jeg ikke, at acceptere at det er sådan det er nu, og jeg intet kan stille op før der er en fuldstændig afklaring. Nej, jeg tænker hele tiden, hvad nu hvis og hvad nu hvis ikke.

Som udgangspunkt blev rehabilitetspapirerne startet udfyldt i november, resten blev udskudt til januar pga operation i min fod. Januar blev udskudt til marts pga en langtidssygemeldt sagsbehandler. Derefter har jeg været ramt af en sagsbehandler som har givet mig falske forhåbninger om, at min sag ville kunne komme med på rehabiliteringsmøde i maj og så i juni, sommerferie i juli, så ihvertfald på august mødet.. Nu bliver det øjensynlig først til september eller oktober hvis jeg er heldig. Der er vist ikke noget at sige til, at jeg har mistet tilliden til sagsbehandleren. Hun passer sit job, har et regelsæt at gå efter og normalt gør hun det godt, men i dette tilfælde synes jeg godt nok hun trækker mig rundt i manegen.

Det var juli, nu er vi lige gået ind i august og mon ikke det lysner igen. Jeg håber og ber'....