Året der gik.. og jeg gik med..

Hvis nogen havde spået mig til, først på året, at jeg ville afslutte 2017 med at være på højskole, havde jeg på ingen måder tænkt det som en mulighed. Men det endte faktisk med at jeg siden april har været kursist på Livsstilshøjskolen i Gudum, mellem Struer og Lemvig. 

Jeg har i seks år boet i en lille lejlighed på 55 kvm, og har i flere år ønsket at flytte derfra, men pga mine psykiske udfordringer var det ikke en realistisk mulighed. 

Men i starten af året startede jeg på en livsstilsændring og i den forbindelse søgte jeg en del viden via nettet. På et tidspunkt kommer jeg omkring en række udsendelser på tv midt/vest, netop omhandlende forskellige højskoler og den ene udsendelse var fra Livsstilshøjskolen i Gudum. Sporadisk dukkede tanken op om, at opsige lejligheden og tage på højskole imens jeg søgte ny bolig. Men det var kun ganske kort tanken varede, for jeg kunne i min vildeste fantasi ikke forestille mig, at det skulle kunne lade sig gøre - angsten overtog og jeg slog det hen igen. Men jeg kunne alligevel ikke slippe tanken helt, og på et tidspunkt kom jeg frem til at jeg ville tage afsted uden at opsige lejligheden, så jeg havde noget at vende tilbage til hvis det glippede for mig på højskolen. Først tænkte jeg 6 uger, men kendte alligevel mig selv godt nok til at vide, at det ville være en kamp, og derfor valgte jeg et ophold på 13 uger. Godt for det.. For netop de første seks uger var en kæmpe kamp - hver evig eneste dag var jeg parat til at tage hjem, og pudsigt nok var der ingen hjemmefra der kunne hente mig, og nej heller ikke i morgen blev der sagt. Jeg kom igennem de seks uger og også de næste syv uger, men inden afslutningen på de i alt 13 uger, havde jeg bestilt endnu et ophold, denne gang på 18 uger. Hvad jeg også havde gjort var, at opsige min lejlighed, så de seks uger jeg var hjemme i sommerferien, gik med at pakke og tænke store tanker om fremtiden, for jeg havde ikke fundet ny bolig. 

Fortsættelse følger.......

Frustration..

Ih altså.. Jeg er bare så frustreret over, at jeg ikke kan kommentere - hverken her på min egen blog, men heller ikke på andres! Er der nogen af mine læsere som evt har haft samme problem, og fået det løst, så vil jeg rigtig gerne bede om hjælp.
Send gerne en mail, mailadressen står i venstre side af bloggen.

Ny kjole..

Det står lidt sløjt til med at sy til mig selv, men denne kjole blev klippet et par dage før nytårsaften, blev dog ikke syet færdig til nytårsaften, hvor jeg iøvrigt for første gang i mange år, var til hyggelig samvær med en flok rigtig skønne mennesker.
Nu er den syet færdig og må indgå i det første hjemmesy i 2017.

Til mine kjoler bruger jeg som udgangspunkt et mønster fra Onion. Ønsker jeg mere vidde i den nederste del af kjolen, bruger jeg en mønsterdel med mere vidde i, lavet efter en rigtig god vejledning som May har lavet.
Mine kjoler har ofte en eller anden detalje, som her ved halsudskæringen, og opslag nederst på ærmerne, som ofte er trekvartærmer.

Sløvt bloggeri...

Jamen dog en sløv blogger der sidder her bag skærmen!
Her sidst på året 2016 vil jeg bare berette om, at jeg endelig er på rette spor, som i at jeg er tættere på at acceptere min titel som førtidspensionist og formå at få en mere positiv tilgang til det at leve med de psykiske udfordringer som jeg skal lære at leve med.
I marts blev jeg visiteret til bostøtte - den allerbedste af slagsen, for mig ihvertfald. Hun er desværre sygemeldt for tiden, men der er heldigvis andre muligheder for 'sådan en som mig'.
I løbet af 2016 er jeg beriget med en masse skønne mennesker, Det skyldes tildels at jeg samtidig med visiteringen til bostøtte, blev tilknyttet et aktivitetscenter. I løbet af foråret blev der opstartet et netværksskabende sted i lokaler her i byen. I den forbindelse gik jeg fra at være meget inaktiv, til pludselig at komme ud hver dag. Det i sig selv har til tider været en kamp, men en super kreativ som jeg, fik min symaskine med på stedet, og det har selvfølgelig også hjulpet en del, for hvem kan undvære en af de vigtigste ting i sit liv. Det at være, så at sige, multikreativ har gennem adskillige år været en form for terapi.
Desværre har det også været nødvendigt at vælge venskaber fra, enten fuldstændigt eller på pause, men sådan er livet vel i al almindelighed?

Det var egentlig bare det jeg ville berette om i denne omgang, men håber og ønsker at få gang i bloggen igen. Jeg har besluttet at der fromover skal være mindre 'hyl', men satse mere på det kreative!

#nytårsforsætsy20..

Der er gået kuk i indlægget med nr 5, 6 og 7, men det dukker op.
Her er nr 9 i udfordringen om at sy 20 projekter, af stof fra lageret, inden der købes nyt! Stoltheden lyser vist langt væk - har ryggrad som en regnorm, og jeg har været ved at falde i adskillige gange, men nixen bixen, jeg overlever uden nyt stof.

Opdatering. Det er nr 8 og ikke 9. Men nr 9 er også klar.

Nr4..

Kjolen her blev det fjerde projekt i #nytårsforsætsy20
Hvis man kan elske en kjole, så er denne på listen.

Nytårsforsæt..

Normalt er jeg ikke slet ikke til nytårsfortsæt. Jeg kan ganske enkelt ikke overholde det, og det ender med et kæmpe nederlag for mig.
Men nu er jeg hoppet med på dette nytårsfortsæt, eller nytårsudfordring om man vil. Der skal sys 20 ting, af stof fra lageret, før der må købes nyt. Selvfølgelig bestemmer man selv, men det bliver ósjovt at følge, hvor langt vi når mod de 20 ting, før nogen falder i.
Det er motiverende ud over alle grænser - min symaskine har stået stille de sidste 3 måneder, men den kom frem med det samme da jeg havde tilmeldt mig.
3 ting er det blevet til indtil nu - mit delmål er 10 stk, tror nu ikke det bliver noget problem, men for at mindske risikoen for nederlag, gør jeg det sådan, og i det hele taget for hver ting der bliver syet stiger motivationen garanteret.
Det er nu også længe siden jeg har handlet stof, men de forskellige netshops er så småt startet udsalg, og et par meter stof til en ny kjole kunne sagtens finde i min kurv. Men ikke NU - bilder mig ind at der først skal købes til forår/sommerkjoler.

3 kram x mange..

Sidst på eftermiddagen bliver jeg hentet af mine 3 dejlige børn. Vi skal en tur til Thy i weekenden, og derfor er jeg meget sikker på, at jeg får en masse krammere - de fleste skal jeg nok selv be' om, men de bliver givet med den varme og kærlighed som glæder en Gittemor.
Der er pakket lækkerier, varmt tøj og et par strikkeprojekter.
De 6 shots gør ingen gavn, krammere gavner og glæder, og de 2 ugers søvn tager jeg stilling til på søndag.
Rigtig dejlig weekend til mine læsere <3

Jul 2015

Julen sniger sig stille og roligt ind i mit hjem. Det overordnede tema plejer at være Peters jul, men i år vil jeg forsøge at blande det hele lidt.

Fra not til hot..

Det kan jo da ikke gå godt hver gang. Især ikke når jeg tror, at jeg kan strikke uden opskrift - og nej det er ikke nemt nok, helt sikkert for nogen, men ikke for mig. Der skal ganske enkelt bruges for meget af min sparsomme energi.
I dette tilfælde gik det gruelig galt - godt nok er sylfiden i mig ændret, men størrelse +20 cm, kun på forstykket, det så helt galt ud.
En tur gennem symaskinen og forskelligt optrævling og en hæklet lomme, så blev det en cardigan som jeg allerede er flyttet ind i.
Den var jo bare aldrig blevet sådan, hvis jeg havde brugt opskrift, men der er et par stykker strik i skabet, som kan få en lignende 'renovering :D

November..

Pludselig blev det da d 1. November, og nu er det så, at jeg er førtidspensionist. Nu skal jeg stå på egne ben! Fra den ene dag til den anden, er jeg uden mentor og dermed også udelukket fra at komme i mentorcaféen om torsdagen. Jeg er afsluttet fra jobcenteret, og venter så på at blive indkaldt til møde med en ny sagsbehandler. Det kan tage tid fortalte min tidligere sagsbehandler, så jeg venter da bare! Men hvad jeg venter på ved jeg ikke. Og hvordan det lige skal gå ved jeg heller ikke. Mit behov for forsat støtte,  bliver da ikke mindre af at jeg bliver ladt alene. Jeg er lettet over at min sag nu er afsluttet og
prøver at finde de positive briller frem, og forsøge at acceptere mit 'nye' liv.

Genbrugsfund..

Der er vist ingen tvivl om, at man, på kontanthjælp, ikke har råd til at skeje ud med det sidste nye! Heldigvis er jeg selvforsynende med tøj. Der findes én købt beklædningsgenstand i mit skab, en kjole fra Container, købt for 4 år siden, endda på tilbud! Okay, et par bh'er er der også, men trusser syer jeg også selv, af rester fra mine kjoler.
Alt basistøj, er fra genbrug - tshirt, leggins og strømpebukser. Overtøj, både sommer og vinter er også genbrug. Jeg elsker simpelthen at finde lækkert genbrug! Mit seneste køb er jakken på billedet. Den var leopardmønstret i brune nuancer, ikke lige det jeg ønskede, men en Dylon farvning gav lige præcis den farve - næsten, som jeg ønskede. Nu er jeg så igang med at 'pynte', med nye knapper o lign. Den bliver rigtig god, det tror jeg på.
Ikke mindst passer mit strikkede sjal til.

Det der pension..

Tirsdag var endelig dagen hvor jeg var til rehabiliteringsmøde! Endelig fordi jeg simpelthen er SÅ "vingeskudt", at jeg rent faktisk, ud over det sædvanlige, glemmer at leve, jeg overlever kun! 

Resultatet af mødet er, at jeg indstilles til førtidspension. Varig og stationær er dommen. Jeg har haft på fornemmelsen at det gik den vej, og ind imellem håbet det blev sådan, men kun for at få ro. Ro til at finde ud af hvem jeg i det hele taget er, for det kan man meget nemt glemme, når man er under systemets vinger. Ro til at få struktur på min hverdag, ikke som det har foregået i flere år efterhånden. Det har kostet rigtig mange bekymringer, måske havde jeg et lille håb, men ønskede det under ingen omstændigheder! 

Nu er det så den der pension de indstiller mig til! Formalia mangler og derefter er jeg så pensionist.

 Gitte, 47 og pensionist, føj hvor det lyder grimt! Det fastholder mig i, ikke at være noget værd! 

Det kræver helt klart tilvænning og accept, og styrke til at ranke ryggen og ryste på hovedet af de kommentarer, man som 'usynlig' syg må høre for.

Nok for nu! 

To do listen..

To do listen må droppes. Der er ikke energi til det og jeg må ændre det til ta da liste. De af jer som har været ramt af stress og depression ved sikkert hvad jeg snakker om. En to do liste kan for mig, blive et stressmoment, også selvom det er frivilligt og et ganske godt redskab, til at udfordre sig selv! Men der skal være energi til og det har jeg ikke nu. Jeg har tendens til at slå mig selv i hovedet, over ikke at opnå de resultater jeg gerne vil.
Endnu én af mine kære gode venner, er gået bort og det gør mig ekstrem sårbar, fordi mit netværk og relationer i det hele taget, er meget begrænset.
Et positivt indslag er dog, at jeg er blevet tildelt en ny mentor, det lader til at min egen mentor er sygemeldt længere end planlagt, og med mine udfordringer har jeg brug for støtte. Det har været ualmindelig hårdt uden mentor og til sidst måtte jeg be' om hjælp igen. Inderst inde er det negativt for mig, for jeg vil gerne klare mig selv, men jeg kunne også se at det ikke gik uden, så jeg vælger at være positiv om det!

Det første ta-daaaa er de to små projekttasker, som passer i størrelsen til småtterier som strømper eller karklude projekter. 

August opdatering...

Der var et kæmpe ønske om, at august skulle blive bedre end juli!
Det blev det så desværre ikke.
Allerede 4.august mistede jeg en god ven, han fik hjertestop og blev først fundet da det var for sent. 48 år. Han havde været èn af mine få støttepæle, vi kom begge i en  netværksgruppe hver 14. dag, hvor der er fællesspisning. Yderligere kom vi begge i en café hver torsdag, et tiltag for de borgere som er tilknyttet mentorordningen. Ind imellem oplever jeg utryghed o lign og her var det egentlig nok, at han bare var der. Det har været ret svært, især de første gange, for der er tomt uden ham. Livet går videre!
Min ældste søn har været ramt af flere scleroseattak hen over sommeren, egentlig ikke uventet for han har ikke været medicinere siden juni. Han kunne ikke tåle det medicin han startede ud med, og pga medicin rester i kroppen, kunne han først starte nyt medicin i uge 35. Det gik heldigvis godt, så nu håber vi bare medicinen virker og der kommer lidt ro på.
Få dage før partshøring, papirerne til et møde på kommunen, skulle læses igennem og underskrives, blev min mentor, som jeg har haft i 2 år, sygemeldt på ubestemt tid, uden udsigt til en afløser! Det var dråben. Men også her går livet videre. På nuværende tid er det ved at blive undersøgt, om jeg kan hjælpes på anden vis. Jeg havde håbet på at min sag kom på mødet 1.sept, men det gjorde den ikke, nu er der så håb om 6.okt.
I slutningen af august har jeg fødselsdag og i år blev en rigtig dejlig dag. Frokost på en dejlig gårdrestaurant, sammen med min datter og min veninde.
Dagen gjorde også ondt, det skal ikke være nemt for mig. Gennem de sidste år har jeg brugt al min energi på at komme på fode, finde min hylde og ikke mindst udredning af det som gør livet ekstra svært for mig. Jeg forsøger at passe på mig selv, komme videre med de få ressourcer jeg har. Og det bliver jeg så straffet for nu! Jeg er ked, skuffet og gal i skralden på én og samme tid.

September to-do udfordring

September to-do udfordring kunne være lige det der skal til for at vække min kreativitet igen, ikke at der er fuldstændig ro på, men det kunne være rart om der lige kunne komme gang i flere af de ting som venter i mit hoved..

Jeg læste om det hos en  blogger  

Nu skal jeg ha skrevet en to-do liste, over det som gerne skulle ende som ta-da liste i løbet af september.

Nye kjoler...

Det var ved at være længe siden jeg havde syet en kjole, men lagerbeholdningen var noget slunken, så kassen med alle rester blev fundet frem. Der er rester fra mine egne kjoler, men også reststykker købt hos FabricRoad.

 Der blev flyttet rundt, taget fra og lagt nyt stof og andre farver til. Det var en lang proces, for jeg gik om det i flere dage, men til sidst var jeg tilfreds. Men det var kun forstykket jeg havde planlagt, bagstykke, ærmer og halskant kom til undervejs. Det er yderst sjældent jeg holder mig til det planlagte, der er altid et eller andet der ændres, men det må være sådan, for hvis jeg går på kompromis med mig selv, ender det med jeg ikke bruger det jeg har syet.

Den prikkede kjole en en af eksemplerne på hvordan det kan ende. Som udgangspunkt skulle den være uden nogen form for dikkedarer. Men stoffets kvalitet snød mig, der er ikke så meget stræk i som i de andre jerseystoffer jeg syr med, så kjolen endte med at sidde meget tæt om brystet, jeg blev noget nær fladbrystet, men så måtte jeg jo tænke alternativt, et forslag var en kile i siderne i en anden farve, men der var ikke rigtig noget der fristede. Til sidst endte det med en slids i de øverste 10-12 cm og en lynlås syet på udvendigt, nu er der plads og jeg er tilfreds. Den skal nok blive brugt, synes egentlig den er blevet rigtig smart, der er stadig noget enkelt over den.

Det var lige det for denne gang <3

Julistatus...

På den sidste dag i juli, gør jeg status for måneden. Ikke særligt opmuntrende, tværtimod! Det har været den absolut værste nogensinde, det sagde jeg måske også sidste år, men sidste år, var jeg trods alt på en uges ferie hos min søde veninde i Hjørring. Det var også planlagt i år, men trods det, at hun tilbød både at hente og bringe, kom jeg ikke afsted. Min mentor havde 3 ugers ferie i juli, og ikke om jeg forstår, at der ikke tilrettelægges et alternativ, men min tilstand går jo ikke på ferie, tværtimod! Både sagsbehandler og mentor er kendt med, at jeg har tendens til at isolere mig! Min lejlighed er den eneste tryghed jeg har, her er jeg selv herre og kommer kun ud hvis der skal handles. Man kan leve længe på en pakke havregryn og et par liter mælk og frostpizzaer.

13 gange har jeg været udenfor min dør, og de 2 gange har jeg kun været ude med skraldeposen, uden anden anledning. 8 timer har jeg som det længste været hjemmefra, min veninde hentede og bragte og jeg havde en fantastisk dag sammen med hende.  

Jeg ved jo godt hvorfor specielt juli har været svær. Alle tiltag jeg ellers deltager i, er lukket ned i juli måned og samtidig er jeg fortsat i venteposition vedr rehabilitering. Det er ét år siden jeg blev udredt, som værende varigt og stationær ramt. Det er som et mareridt! Hele tiden at være i hænderne på systemet, og vade rundt i uvished. Selvom jeg intet kan stille op, formår jeg ikke, at acceptere at det er sådan det er nu, og jeg intet kan stille op før der er en fuldstændig afklaring. Nej, jeg tænker hele tiden, hvad nu hvis og hvad nu hvis ikke.

Som udgangspunkt blev rehabilitetspapirerne startet udfyldt i november, resten blev udskudt til januar pga operation i min fod. Januar blev udskudt til marts pga en langtidssygemeldt sagsbehandler. Derefter har jeg været ramt af en sagsbehandler som har givet mig falske forhåbninger om, at min sag ville kunne komme med på rehabiliteringsmøde i maj og så i juni, sommerferie i juli, så ihvertfald på august mødet.. Nu bliver det øjensynlig først til september eller oktober hvis jeg er heldig. Der er vist ikke noget at sige til, at jeg har mistet tilliden til sagsbehandleren. Hun passer sit job, har et regelsæt at gå efter og normalt gør hun det godt, men i dette tilfælde synes jeg godt nok hun trækker mig rundt i manegen.

Det var juli, nu er vi lige gået ind i august og mon ikke det lysner igen. Jeg håber og ber'....

Stemning på en regnfuld lørdag...

Den planlagte tur til loppemarked på torvet, blev ikke til noget pga regnen. Så i stedet har jeg gået og dimset lidt rundt. Johannes skal flage for mig hver dag, og gøre mig opmærksom på, at jeg må gøre hver dag til en fest og det lille citat skal gøre mig opmærksom på at kysse livet. Jeg øver mig og måske lykkes det en dag <3

Strik for en god sag..

Forskellige ting har drillet i denne uge, blandt andet er min søn ramt af et attak, denne gang værre end de tidligere han har haft. Det er drønhårdt at være pårørende, og jeg tænker altså, at det er endnu værre som mor. En mor har kontrol over tingene, kan klare hele verden hvis det dog bare kunne lade sig gøre. Sclerose er uforudsigelig, ingen prognose at forholde sig til, kun håbe det bedste.
Der hvor jeg føler at jeg kan gøre en forskel, udover at støtte ham, er at deltage i forskellige tiltag, som kan samle penge til forskning. På facebook er der en gruppe hvor vi strikker og hækler, både grydelapper og karklude i grønne nuancer, disse sælges på Strikkefestivalen på Fanø, den sidste weekend i September. Al salg går direkte til forskning, kun fordi man bruger af eget garn eller køber til formålet.

Hvis nogen har lyst at deltage, vil det gøre mig så glad. Tag gerne kontakt til mig eller tjek gruppen på facebook.