fredag den 1. januar 2010

Det kan så ikke blive værre...

Godt nytår vil jeg starte med at ønske alle mine læsere.

Jeg blev ringet op af afdelingssygeplejersken kl 16.20 den 30 dec. Jeg havde ikke bestået min praktik, pga fravær.. Fair nok, jeg har haft rigtig meget fravær, men hold da magle jeg synes ikke det var fair, at det skulle foregå over telefonen. Jeg gik nærmest helt i sort og husker kun svagt hvad hun fortalte. Men en søn på 8 i samme stue, var jeg nødt til at bruge en del energi på at holde mig rimelig nede, for ikke at bryde sammen overfor ham..
Der kommer selvfølgelig et brev hvor jeg får det på skrift, men det er selvfølgelig ikke kommet endnu, for det er jo nytår! Det eneste jeg husker, udover at jeg ikke havde bestået praktikken, var at jeg godt kan starte på skole som planlagt på mandag.. Hmm, og så er det alle de dumme spørgsmål melder sig i min lille hjerne. Skal jeg mon tage praktikken om på den samme afdeling mon? For nej, det ved jeg blir akkurat det samme, for mit fravær skyldes, selvfølgelig sygdom pga et svækket immunforsvar, og det udspiller sig i dårlig psykisk arbejdsmiljø. Mit fravær skyldes også personlige problemer af enhver art. Længsel af mine børn, min familie, min eks osv osv. Men jeg har den opfattelse at hvis man fungerer på sin arbejdsplads, fungerer man som ofte også i sit daglige liv. Jeg har ALDRIG fungeret på afdelingen. Min vejleder, som jeg nu nærmere kalder for vildleder, gør mig syg. Jeg blir skidt tilpas i hendes nærvær. Alting blir rettet på. Jeg kan intet gøre rigtigt, for næste dag har hun ændret procedure. Jeg får hjertebanken og kvalme og kan overhovedet ikke kende mig selv. Hver dag når jeg endelig har fri og jeg sidder i bussen hjem, kommer tårerne. Og allerede der er jeg begyndt at grue for næste dag :-(
Allerede i august, sidste skoleophold, gik jeg hos en psykolog fordi jeg ikke magtede at komme tilbage på afdelingen. Vi havde mæglermøde på afdelingen. Jamen de mente det skulle lykkes. Vi har efterfølgende holdt møder i ny og næ. Alting løser sig siger de, og 5 minutter efter er den gal igen.. ALLE som kender mig ved at jeg har været så tæt på adskillige gange, at droppe ud af uddannelsen. Jeg har holdt ud, men nu er det højst sandsynlig slut! Jeg orker i hvertfald ikke mere. Måske ændrer jeg synspunkt når jeg har forstået hvad det er der skal ske og hvor jeg står henne.
Men hold da fast hvor er jeg skuffet over at det kan være så nemt, at ringe og give sådan et budskab. På et tidspunkt hvor jeg ikke kan få fat i nogen instanser af nogen art, for jeg har bestemt mig til at tage en snak med min fagforening, for jeg føler mig så uretfærdig behandlet, og de skal ikke ha lov at ødelægge flere. (En ganske ung kollega har sagt op pga den selvsamme vejleder)

Det blev da godt nok et langt indlæg, og jeg ved da ikke om andre overhovedet kan forstå min vrede og frustration, men det fylder rigtig meget i mit hovede ligenu. Og det har helt klaret farvet mit humør nytårsaften og i dag hvor jeg går og tænker og tænker.

6 kommentarer:

  1. Hvor er jeg ked af at læse, om dine dårlige erfaringer med afdelingen, og at du har det så skidt. Jeg synes bestemt heller ikke, at det er den rigtige måde at fortælle, at du ikke er bestået, og jeg håber inderligt, at du får noget hjælp i fagforeningen. Håber ikke du opgiver, for vi har faktisk rigtig mange gode afdelinger med masser af dejligt personale, og jobbet er rigtigt spændende og alsidigt.
    Håber tingene løser sig for dig.
    Knus og mange tanker fra Mariann (som er ansat på THG)

    SvarSlet
  2. Jeg syntes at du (før du tager en endelig beslutning) skal tale med nogle relevante personer om dine oplevelser. Det kan ikke være rigtigt at du skal stoppe med en velovervejet udd. bare fordi der findes sådan nogle perfide mopper, der aldrig brude havde været vejleder i første omgang.
    Jeg kommer snart til Århus og sådan en Københavner chick som mig - skal nok hjælpe dig med at sparke røv eller lægge en skuldre til.
    Og til det med dårlige beskeder over telefonen - det er uansvarligt og minder om dårlig dømmekraft og ansvar flugt.
    Desværre har jeg prøvet det en del gange - også at Banditten fik sin kræft diagnose over en telefon - da jeg stod og skulle i børneteater med datteren. Hold op hvor var jeg tæt på et sammenbrud i en situation som dig, hvor jeg ikke kunne.....
    Min erfaring er at konfronter disse personer med deres dårlige håndtering af budskaber. I det mindste så andre ikke skal opleve det.
    Og er det svært for dig så tag en god veninde med til møderne - en der kan være en støtte for dig...
    Sender dig en masse kram....

    SvarSlet
  3. Sikke noget møg !
    Det gør mig ondt.
    Tror din beslutning om at snakke med bl. a fagforeningen er god.

    SvarSlet
  4. Åh, hvor er det da træls for dig. Det var vel lige det du frygtede.
    Og så i telefonen. Hvor er det luset!

    Mange tanker og knus herfra.
    Håber vi ses på torsdag.

    SvarSlet
  5. Å hvor blev jeg bedrøvet da jeg læste dette indlæg. Dårlige vejledere er en hån mod hele ideen og kan tage modet fra enhver. Jeg synes det er rigtigt at du skal tage en snak med relevante instanser både for din egen og andres skyld, men jeg tror du må forberede dig på en del modstand og derfor er det nok vigtigt at lægge vreden på hylden og finde argumenterne frem. Jo mere konkret du kan være i din klage jo mere vil der blive lyttet til dig. Prøv at lave en liste før du går til møde så du er klar med klare og saglige eksempler. Jeg kom for at ønske dig godt nytår og det tror jeg stadigt kan behøves. Jeg ønsker dig et nytår hvor livets vinde blæser mere medvind din vej.

    SvarSlet
  6. Det er alt for nemt at give beskeder af den art du har fået pr. tlf, så er afsenderen afskåret fra at se modtageren i øjnene og samtalen er en helt anden. Og det er absolut ikke i orden. Det skal du ikke finde dig i. Du er god nok, det er de andre, som ikke har gefül for andre menneske.
    mvh
    Annette

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...